By Natalia Burlinova, President of Creative Diplomacy (PICREADI)

On November 9, the first-ever NATO Youth Summit[1] brought together hundreds of young leaders from NATO Allied and partner countries, including Russia.   Aimed at discussing the NATO 2030 agenda, the Summit also ensured that young leaders had an open and honest dialogue on topical issues such as the current state and operation of the Alliance. In the course of the discussions, the young participants took part in a survey: “What are the greatest threats (risks) for NATO in 2030?” The responses included 1) Russia, 2) China, and 3) internal challenges of the Alliance and the issues of its identity, as well as 4) cyber threats and attacks, disinformation and climate change.
Only 3% (!!!) of the young people viewed Russia as the biggest threat to NATO 2030[2], while 56% voted for option №4.  It should be noted that the survey results ran counter to the rhetoric of the NATO speakers who presented at the Summit, portraying Russia as the most tangible threat to the Alliance in their speeches.
However, the survey results are very encouraging - despite certain confrontation between Russia and the West, the new generation of leaders can abandon fears and stereotypes and is ready for dialogue.
Distrust and bias
The last few years since the developments in Crimea, which became a turning point of alienation between Russia and the Western countries, have demonstrated that both can exist without each other for a while. They can avoid communication and interaction and pretend they can address all their problems alone. Yet the global COVID-19 pandemic has exposed that this is no longer true. It has revealed the vulnerability of the world, in which even the most developed Western countries are failing to handle such large-scale threats on their own. And the first to help might be those who are usually feared. This was the case, for example, with Russia’s humanitarian aid to Italy, the USA and some other countries, which Moscow delivered faster than the EU nations[3].

The pandemic has made us all equal, both rich and poor countries, Russia and the West alike. All nations face difficulties which are yet to be overcome. But while the pandemic has temporarily erased mutual accusations, it has not eliminated mutual distrust and the typical biases in how one sees the other. This is the very nature of politics: even the most arduous challenges cannot reverse attitudes towards each other that have been established over decades. If one is used to imagining Russia being continuously involved in propaganda, it is impossible to think of it otherwise. If something happens to the opposition leaders in Russia, then, no doubt, President Putin is to blame personally. It is not even discussed. Should Russia deliver its humanitarian aid, it is perceived as extremely dubious and fishy. This is how stereotypes work.
Stereotypes are fueled by the mass media outlets, and those in Europe have never been benevolent to Moscow. Just compare the cartoons about Russia and President Putin published nowadays by the European media and those of the Russian Empire and the Emperor published during the Crimean War. If we conduct such an experiment, it will become clear that once set, the angle of perception cannot be altered. Except for those periods when Russia was in transformation, in the havoc of the 1980 and 1990, under the rule of Gorbachev and Yeltsin, adored by the West and despised by Russia.
 
International reach
Of course, attitude to Russia varies from country to country. Not every nation in Europe and the EU is averse to Russia. Historical background or experience of sharing the same geographical territory largely determine the relationship between Russia and certain countries.  If this record included a lot of complexities in the past, these countries would tend to denigrate Russia, while nations who in the course of history had better relations with Russia, e.g. Serbia, demonstrate a more favorable media coverage.
Russia’s independent information viewpoint, promoted through its media outlets Russia Today television network, and Sputnik international news agency and radio broadcast service, creates a great problem for the West. Russia Today[4] and Sputnik[5] are Russia’s opportunity to reach out to the international audience. They are means of communicating an alternative interpretation of events.  “Alternative” is a keyword: it triggers the Western political community and is being ostracized.
On the contrary, this alternative point of view is much sought-after by ordinary people in the West. That is the reason to accuse Russia of propaganda, while it is exactly what Western countries have been successfully doing to others - promoting their political agenda. Nevertheless, it is not deemed as something negative and, surely, does not entail, as Western policymakers claim, any propaganda. Flagrant double standards.

Photo: Marlene Awaad, Bloomberg

In the course of the information warfare attacks against Russia, American conservative researchers even coined the new term “sharp power”[6]. In their opinion, unlike the soft power which has been pursued by the USA, whatever Russia and China are undertaking in this domain is unequivocally called sharp power (manipulation and disinformation aimed at undermining democracy). The reason for this is simply that we are talking about Russia and China. That is why this must necessarily be challenged. The logic seems bizarre, but it is supported by many Western politicians. Otherwise, Washington and Brussels think tanks would have not released multiple reports on the countermeasures against the Russian threat[7].

A new generation against old threats
The main remedy for this political malady between Russia and the Western countries would be to revitalize the mutual information coverage. Capturing only the negative and waging an information crusade against each other, we venture to mire into something that has nothing to do with real life and truly tangible global challenges such as the COVID-19 pandemic.
Promotion of the adverse information agenda concerning Russia is not the key to success in developing one’s domestic policy. This is also relevant for Russia. As the survey of young NATO leaders has revealed, despite all the media coverage, they are not prone to treat Moscow as the main threat to their generation, and nor do young Russians consider the West or NATO the main threat to their generation.
The discrepancies between the official rhetoric and the real figures suggest the need to reduce the verbal abuse against each other and focus on the genuinely important issues that require an urgent multilateral approach involving Russia, the West, NATO and the CSTO. This demands both commitment and political will. Present-day politicians have none of these, unlike the 2030 youth leaders.

There are two kinds of people: the ones who are curious about the unknown and the ones who are afraid. The first category includes those who are open towards strangers and the second includes those who would rather stick to their own.
For centuries, it has been a core component of democracy that we can openly exchange worldviews and discuss how our society should be organized. This makes us able to understand each other – also if we disagree – and it makes us able to find solutions to current problems.
The point of engaging in discussions is often either to learn from others or to convince the counterpart that your own argument is better. In other words, the point with having discussions is to be influenced or influence another. But the last couple of years along with the fast emergence of online and social media a lot of discussions have been disrupted by so-called 'disinformation' and therefore 'foreign influence' has become a matter of national security – especially in countries where the government is elected by the people whom might be easily influenced or manipulated.
In the West, and in many other places in the world, fear of the foreign is increasing. The appearance of disinformation and so-called 'influence-campaigns' means that if we are not careful, we will be manipulated by outsiders into abandoning our true beliefs and into turning against our own. What a lot of people fail to see is that if we are too careful, we will all find ourselves in the second category of the two types of people mentioned above. If that happens, all foreign information will likely be perceived as disinformation and we might as well go offline and isolate ourselves in small homogenous societies. A core component of dialogue-based democracy is at stake – on a global level.

Modern Russian Infantry. Source: brickmania.com

​From state to people
I allow myself to represent "the West" in this article even though I know this is academically questionable because there are many countries, divergent opinions, and different approaches within the West. Some of the influence we "in the West" seem to be most afraid of is 'Russian influence'. But what we often see as malign Russian influence-attempts, Russia often sees as legitimate use of soft power. And since the West also possess and uses soft power, Russia sees our fear and our accusations as a double moral standard.

Soft power involves the ability to shape the preferences of others through appeal and attraction rather than coercion (Nye 1990). It includes promoting your countries culture, political values, and foreign policy to become an attractive and reliable partner. Soft power has some advantaged to hard power because it is cheaper and more legitimate to convince people to voluntarily work with you than to force them to do so by for example military power or economic extortion or bribery. Why invade people's territory with military means if you can 'invade' people's minds by being or at least appearing favorable?

 Some of the influence we "in the West" seem to be most afraid of is 'Russian influence'. But what we often see as malign Russian influence-attempts, Russia often sees as legitimate use of soft power.
 
Russian soft power strategy was launched during Vladimir Putin's second presidency in 2004-2008. Kremlin launched an active policy towards countries in the post-Soviet space to improve the image of Russia among its perceived compatriots. At first the strategy was directed towards regimes. For example, Moscow established the customs union that later became The Eurasian Economic Union and the Nord Stream gas pipeline to promote itself as an attractive economic partner and a reliable energy supplier. After the Ukraine crisis and Viktor Yanukovych's departure other regimes started to play an anti-Russian card to consolidate their power (Sergunin & Karabeshkin 2015: 349). Thus, the soft power strategy had to change.
Today Russia's soft power strategy is more people-oriented and stretches further than the post-Soviet space. Within this strategy public diplomacy plays a huge role meaning any government-sponsored effort to communicate directly with foreign publics to promote a government's strategic objectives – or said in another way: a governments effort to influence foreign public opinion (Osipova 2014).
Make no mistake though: Russia is not the only country engaged with public diplomacy. More and more countries are competing to win over public audiences for a variety of reasons ranging from attracting tourists, students, or foreign investment to promoting national image and influencing international affairs.

Here is where it gets tricky because public diplomacy is considered legitimate but conducting influence-campaigns in foreign countries is not – but theoretically the two concepts look a bit like each other. When a foreign country wants to influence domestic public opinion up to an election it is seen as an effort to undermine democracy. It seems logical though – and even legitimate – that foreign governments want people in other countries to choose leaders that favor them. It is the methods used to do so that vary in legitimacy.
 
From digital to physical
In my time as a student of political science in Copenhagen I heard and read a lot about Russia. Russia's image in Denmark is not very favorable. Russia is often perceived as an enemy trying to undermine democracy and as a regime that does not live up to human rights obligations. Russia is also quickly impersonated as Vladimir Putin: strong but unfair. Russia is a country far away, difficult to understand, but easy to fear. Said in another way: Russia does not have a lot of soft power leverage in Denmark and I imagine it is the same in many other countries in the West. Whenever and whatever good we hear about Russia; we don't really believe it.
A couple of years ago I decided to travel to Russia to test and question my perceptions about the country that have mainly emerged from what we hear and read in Western media. One of Russia's soft power methods is to promote Russian culture and foreign policy through NGO's targeting for example students and young professionals to promote educational programs and exchange (Simons 2018). I chose to cease this opportunity to get to know Russia better and thus I have participated in various NGO-programs in Russia. And boy; have I engaged in a lot of discussions, I have learned, and I have influenced.
 
Russian NGO's are often viewed as illegitimate in the West because they receive economic support from the Russian government. Thus, they are not "non-governmental" people say. What we need to remember is that NGO's can merely survive in Russia without government support because if they receive money from abroad, they risk being labeled 'foreign agents' (Svetova 2018). Surely if they receive government support, they might have some obligations towards their government, but it does not mean that they are deliberately trying to spread disinformation to manipulate people. At least this should not be our starting point.
Official opinions are often also reflected in people's opinion and by denying those opinions we distance ourselves not only from the Russian government but from the Russian people. Say I disagree; then only by understanding official opinions, I can put forward a counter argument in an understandable way to those who share that opinion. This is what 'mutual understanding' is about – which is exactly what is missing in the relationship between Russia and the West.

Blurred lines: false or biased, fact or opinion?
Dialogue fosters mutual understanding, which fosters predictability and credibility, which fosters trust and furthers possibilities to cooperate (Head 2016: 360). But in the digital age credibility is a scarce resource and fear of being manipulated keeps us from cooperating. A Russian acquaintance once said to me: Whatever you say about Russia, the opposite is also true. In other words: Truth can be inflected.
A prominent discussion in philosophy of science is whether and when something can be viewed as knowledge and be defined as true. Positivists argue that when we know something is true, it is also real. "Influence campaigns in this new digital reality do not try to convince us and win an honest argument. Instead, they question reality itself," said the Danish Foreign Minister, Jeppe Kofoed at a conference on how democracies can be protected against foreign influence. But it is questionable whether one reality exists.
In constructivist theory, reality is socially constructed within social contexts which means that different people in different contexts see reality differently. In other words, when people believe something is true, it is also real. Thus, it is difficult to define the line between disinformation and biased opinion. This is for example the case with the 'annexation' of Crimea as it is called in the west and the 'reunification' of Crimea as it is called in Russia. Those who agree with one or the other see true information, those who see an unfair framing see biased information and those who strongly disagree see false information. Information is interpreted within the framework of preexisting beliefs (Vuorelma 2017: 120). Therefore it is questionable whether people are easily influenced by information that they strongly disagree upon, but it is quite possible that they would refer to the information as false.
 
Good image can be threatening
Things have happened recently that from a Russian perspective could give Russia more soft power leverage in the West. Russia sent medical aid to Italy and to other countries which could be a sign of goodwill. It has also developed a poten­tial corona-vaccine, which could improve Russia's image within biomedicine and broader academia – and could potentially put Russia in a position to help the whole planet. But in the West people are not exactly thrilled. In a Western per­spective these are things that Russia can use for propaganda purposes meaning the deliberate, systematic attempt to shape perceptions and manipulate cogni­tions to achieve the goals of the propagandist (Jowet & O'Donell 2019: 6).
In the digital age aggressive behavior is not only expansionist behavior it is also a state's intent to impose a good image and thus, a signal of good intent can be interpreted as aggressive behavior. Unfortunately, I did not learn the solution to this dilemma. On the one hand, we should not be blind towards that states or even NGO's might have an interest in lying about its intentions in order to change or control other people's opinions. But on the other hand, we should primarily put it upon ourselves to explore the reasons behind divergent percep­tions. Though, I suggest this should not take place through online media where misunderstanding rule and disinformation disrupt. What we need is good old-fashioned face-to-face meetings whether between students, teachers, NGO's or government officials. Because the more we disagree the more dialogue is needed.
Framing foreign influence as pure malign manipulation will keep us both from learning and from arguing our own case abroad. So, let us prevent soft power from turning too ugly. After all the use of soft power is preferable to the use of hard power. And let us hope the covid-19-crisis is over soon so that we can visit each other and engage in dialogue where influence is not always a bad thing.
 
Literature:
Head, Naomi (2016). 'Transforming Conflict: Trust, Empathy, and Dialogue', in Yohan Ariffin, Jean-Marc Coicaud & Vesselin Popovski (eds.), Emotions in International Politics. Cambridge: Cambridge University Press.
Jervis, Robert (2017). 'Signaling and Perception. Projecting Images and Drawing Inferences', in: How statesmen think: The psychology of international politics. Princeton: Princeton University Press.
Jowet, Garth S. & Victoria O'Donnell (2019). 'Propaganda and Persuasion' (ed. 7). California: SAGE Publications.
Osipova, Yelena (2014). 'Russification‟ of „Soft Power‟: Transformation of a Concept'. The Journal of Public Diplomacy, Vol. 5, 56-77
Sergunin, Alexander & Karabeshkin, Leonid (2015. 'Understanding Russia's Soft Power Strategy', Political Studies Association, POLITICS vol. 35(3-4), 347–363
Simons, Greg (2018). 'The Role of Russian NGOs in New Public Diplomacy', Journal of Political Marketing, 17:2, 137-160
Svetova, Zoya (2018). 'NGOs in Russia: Do They Still Stand a Chance? The Kremlin is steadily ramping up its control over civil society'. Moscow Times. https://www.themoscowtimes.com/2018/02/12/ngos-do-they-still-stand-a-chance-russia-svetova-a60471

​
I kølvandet på Israels seneste diplomatiske aftaler med De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Bahrain hersker der afgørende spørgsmål om regionens fremtidige udvikling: er det starten på normaliseringen af Israel i Mellemøsten? Og hvad er konsekvenserne for Palæstina?
 
Af Asiya Ahmed, Statskundskabsstuderende
 
To måneder efter Israel, De Forenede Arabiske Emirater og siden hen Bahrain underskrev en normaliseringsaftale holdte International Debat en debat om hvad aftalen betyder for fremtidens Mellemøsten. I panelet sad Lars Erslev Andersen, seniorforsker i migration og global orden på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Hans Henrik Fafner, journalist, Mellemøstekspert og forfatter og ordstyrer Jonas Parello-Plesner, direktør for Alliance of Democracies. Trods enkelte uenigheder i panelet var konklusionen meget klar: aftalerne er begyndelsen på kulminationen af en årelang normalisering af Israel i Mellemøsten. Hvornår det næste land hopper med på vognen er blot et spørgsmål om tid. Hvad der sker med palæstinenserne og en to-statsløsning er dog fortsat mindre klart.
 
 
Ikke en fredsaftale
At normaliseringsaftalen er en fredsaftale kan betyde en række forskellige ting: at aftalen baner vejen til fred i Mellemøsten, at aftalen baner vejen til fred mellem Israel, Emiraterne og Bahrain eller at aftalen baner vejen til fred mellem Israel og Palæstina. Og her var panelet meget enige om, at normaliseringsaftalen på ingen måde er en fredsaftale.
 
Fred i Mellemøsten?
Aftalen er klart historisk, da den sidste aftale mellem Israel og et arabisk land var med Jordan tilbage i 1994, men sidenhen har den overordnede udvikling i Mellemøsten vist et ryk hen imod Israel. ”På denne måde er normaliseringsaftalen ikke en fredsaftale, fordi den bekræfter en udvikling der har foregået over de sidste 20 år”, sagde både Fafner og Andersen. Denne udvikling er undervejs især blevet fremskyndet af Det Arabiske Forår, som har brudt med en nærmest reflekstilgang til, at man skal have en bred arabisk front mod Israel i Mellemøsten på grund af Palæstina. Det Arabiske Forår fik mange arabiske lande til at prioritere deres egne regime sårbarheder og folkelig utilfredsheder, hvilket betød en nedprioritering af solidariseringen med palæstinenserne. På denne måde er argumentet om, at normaliseringsaftalen fører til fred i Mellemøsten svagt, netop fordi Israel ikke opfattes som den største trussel i regionen og en stor del af den ufred der eksisterer udspringer af de arabiske stater selv.
 
Frem for fred skal vi nok nærmere forvente flere normaliseringsaftaler i den nærmeste fremtid, mente både Andersen og Fafner. Her var de enige i, at de mest oplagte lande i øjeblikket er Oman, Sudan og Saudi-Arabien. Den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, som egenrådigt forsøger at modernisere og åbne Saudi-Arabien op for omverdenen, er positiv over for en normaliseringsaftale, mens hans far, Kong Salman, ikke er. Men med kronprinsens tiltagende magt i landet er det meget muligt, at han får sin vilje. Desuden står Mohammed bin Salman i stor gæld til Trump, da sidstnævnte støttede kronprinsen efter det saudiarabiske styre fik ansvaret for drabet på den systemkritiske journalist, Jamal Khashoggi, i Tyrkiet i 2018. ’”Denne gæld kan han få fjernet, hvis han normaliserer forholdet til Israel”, sagde Andersen. Den eneste betænkelighed er, at Saudi-Arabien står i den situation, hvor de har de to helligste islamiske byer; Makkah og Medina, hvilket  gør deres manøvremulighed mere begrænset sammenlignet med Emiraterne. Det kan være afgørende for, om Saudi-Arabien normaliserer forholdet til Israel før eller efter det amerikanske præsidentvalg d. 03.11.
 
Fred mellem aftaleparterne?
Det er også svært at konkludere, at der banes vej til fred mellem Israel, Emiraterne og Bahrain, når de aldrig har været i krig. Derudover sammenligner man normaliseringsaftalen med Israel-Jordan fredsaftalen, hvor der var en eksalteret folkelig stemning i Israel. Den seneste historiske aftale har dog ikke ført til mere end en apatisk stemning. Baggrunden for dette afspejler sig i indenrigspolitiske faktorer. Lige nu står Israel over for en slem COVID-19 krise, ligesom resten af verden, men de oplever også en politisk og en økonomisk krise. Den seneste tid har været præget af voldsomme protester mod Netanyahus styre i Israel grundet hans håndtering af især den økonomiske krise. ”For at redde sig ud af den politiske krise har Netanyahu i lang tid holdt fast i Trumps fredsplan for Mellemøsten, som startede med at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem og derefter implicit gav grønt lys til, at Israel kunne annektere ca. 30% Vestbredden”, sagde Fafner. Netanyahus problem blev, at det resterende område af Vestbredden derfor ville blive givet til en palæstinensisk stat, hvilket de ideologiske bosættere og venstrefløjen ikke ville være med til. Derfor så han muligheden for normalisering af Israel i Mellemøsten som sin redningskrans. Imens han har investeret sin tid på forliget er den økonomiske krise blot blevet værre i Israel.
 
Man kan så spørge sig selv, at hvis det ikke var for fredens skyld, hvad forklarer så normaliseringsaftalen? En forklaring er, at aftalen er en forretningsaftale, især vigtig for Israel, som forsøger at komme ud af den økonomiske krise i så god behold som muligt. Med aftalen følger fantastiske eksportmuligheder fx med Emiraternes olierørledninger, som skal gennem Saudi-Arabien og ned til Israel og med israelernes ekspertise i landbrug, som de eksporterer til Emiraterne. Derudover er Emiraterne også begyndt at vise stor interesse for at investere yderligere i Israel, hvilket Fafner mener er en ”pudsig affære”. Det skyldes, at Emiraterne har købt et israelsk fodboldhold, som er berygtet for sine racistiske og islamofobiske tilhængere. Dette faktum viser, at økonomien spiller en meget vigtig rolle.
 
Men hvor det måske er økonomien der vejer tungest for israelerne, mener Erslev, at det for golfstaterne er sikkerhedspolitik, hvilket er den anden forklaring. Hvor nogen argumenterer for, at Iran eller Palæstina er årsagen til samarbejdet, mener Andersen, at Tyrkiet er svaret. Det store problem for de arabiske stater er, at Erdogans Tyrkiet rykker ind med en politik, om at mobilisere og sætte dagsordenen. Golfstaternes problem med Tyrkiet bunder ud i, at Tyrkiet siden Det Arabiske Forår har åbnet dørene til Det Muslimske Broderskab, som er på terrorlister rundt i Golfen (Bahrain, Saudi-Arabien, Egypten og Emiraterne). ”Når man altid taler om sunni-shia konflikten, så er det kun den ene side af mønten. Den anden side er en sunni-sunni konflikt, hvilket er de konservative monarkier plus Egypten og Jordan, som har et horn i siden på Det Muslimske Broderskab”, sagde Andersen. De to store succeser ved normaliseringsaftalen for Emiraterne er derfor, at de selv får et kæmpe løft af hele deres militær, ovenikøbet i samarbejde med Israel, og samtidigt får muligheden for at overbevise USA om, at Tyrkiet er en trussel mod regionen.
 
Fred mellem Israel og Palæstina? Er ideen om en to-statsløsning død?
I hele debatten og i normaliseringsaftalen, hvor der ingen redegørelse er om, hvad der vil ske med palæstinenserne, er de sat på et sidespor. På denne måde er en fred mellem Israel og Palæstina endnu udelukket. Palæstinensernes situation går konstant fra det værre til det endnu værre og intet tyder på, at den udvikling stopper lige foreløbigt. Hvad betyder normaliseringsaftalen så for palæstinenserne? Her er det enkle svar: ingenting, hvilket igen bekræfter, at aftalen ikke er en fredsaftale. Til gengæld er en del af Emiraternes argument for samarbejdet med Israel, at den arabiske boycott af Israel ikke har medført resultater på nogen måde. Derfor kan de nu argumentere bedre for palæstinensernes sag, når de er ’inde i varmen’. Men det fortsatte store problem for palæstinenserne er, at ingen internationale venner har, hvorfor Golfstaternes argument klinger hult. ”De er overladt til sig selv med en elendig ledelse i Ramallah og en endnu mere elendig ledelse i Gaza. De er trætte af ikke at se nogen som helst forbedring”, sagde Andersen. Når palæstinenserne spørger, hvad der kommer til at ske med dem svarer EU, Rusland og Kina, at vi må finde en to-statsløsning. Men der bliver ikke handlet på ordene.
En to-statsløsning er ikke officielt begravet, men den kan virke meget fjern, da den stort set ikke bliver diskuteret længere i Palæstina. Fafners bud på en positiv fremtid er således: ”I Israel mener man, at den største trussel mod israelernes hverdag er en palæstinensisk intifada. Det ser ud til, at både Israel og Palæstina er splittede samfund. Derfor må de finde deres identiteter først, før man kan komme videre med en fredsproces og en to-statsløsning”.

Af Celine Emma la Cour // Statskundskabsstuderende og næstformand i International Debat '19-'20

HVIDERUSLAND | Udviklingen i Hviderusland fremkalder stadig mange spørgsmål: Vil demonstranterne få afsat Lukasjenko og få et nyt valg, eller vil det lykkes ham at slå opstanden ned? Og hvis Lukasjenko går af – hvem kommer så til magten?

Spørgsmålene om Hvideruslands fremtid er også nået hele vejen til USA, EU og til nabolandet Rusland, som alle ønsker at sætte deres præg på udviklingen. Ligesom i Ukraine i 2014 støtter USA og EU demonstranterne, og de advokerer for et nyt, frit og fair valg. Rusland ser derimod ud til i stigende grad at støtte den siddende regering i Hviderusland. Ruslands præsident, Vladimir Putin, afholdte den 14. september et møde med Aleksandr Lukasjenko, hvor han lovede Lukasjenko at bistå med sikkerhedsstyrker, hvis situationen i Hviderusland kommer ud af kontrol. Putin og Lukasjenko indgik derudover en aftale om et lån til Hviderusland på 1.5 mia. dollar. Begge blokke – Rusland og Vesten – beskylder hinanden for at blande sig i Hvideruslands interne politiske affærer.

Hviderusland hænger på Rusland, men hænger Rusland på Putin?
Ét bud på en fremtidig leder i Hviderusland er den tidligere diplomat og nuværende oppositionsfigur, Valerij Tsepkalo. Han besøgte Danmark den 9. september, hvor jeg udvekslede et par ord med ham og nogle hviderussiske aktivister. Her er, hvad jeg fik ud af deres svar.

Først og fremmest er Hviderusland ikke det nye Ukraine.

”Hviderusland kommer aldrig til at vende Rusland ryggen”, sagde Valerij Tsepkalo, der forud for valget flygtede til Rusland med sin familie, efter at flere oppositionspolitikere i Hviderusland blev anholdt. 

”Hviderusland er alt for afhængig af handel med Rusland og russisk gas, så det ville ikke give mening at bringe forholdet over styr for at forbedre forholdet med Vesten,” fortalte han.

For Valerij Tsepkalo handler det ikke om at gøre enten Rusland eller Vesten glade. Det handler om at privatisere og modernisere industri- og IT-sektoren, skabe tillid mellem private firmaer og det offentlige system – ikke mindst retssystemet – og om at tiltrække flere investorer fra begge blokke.

Tsepkalo bifalder forholdet til Rusland, men er enig i, at demonstrationerne i Hviderusland kan afføde en reaktion i Rusland, som Putin ikke ønsker. Putins bekymring stikker nemlig dybere end faren for, at Lukasjenko erstattes med en mere EU-venlig leder. Hans bekymring er også, at hvis Lukasjenko bliver tvunget til at gå af, så bliver Putins egen magt i Rusland mere ustabil. 

”For Putin er Hviderusland et eksistentielt spørgsmål,” pointerede en af aktivisterne. 

Med det menes, at Hviderusland er forskellig fra andre tidligere sovjetlande, der ikke har lige så meget til fælles med Rusland, og som for længe siden etablerede mere eller mindre velfungerende demokratier. Hviderusland er så tæt på Rusland, som man kan komme, både geografisk, kulturelt og politisk, og et vellykket skifte til større politisk pluralisme i landet ville gøre det vanskeligt at argumentere for, at Ruslands nuværende politiske model er den bedste for landene i dets postsovjetiske interessesfære.

For Putin handler det altså ikke så meget om, hvem der kommer til magten, men om at selve udskiftningen kan sende et signal til den russiske befolkning: Hvis det er muligt i Hviderusland, så er det også i Rusland.

Sikkerhedsstyrker mangler sikkerhedsnet
Lukasjenkos fortsatte magt over sikkerhedsstyrkerne i Hviderusland er en af grundene til, at demonstranternes krav endnu ikke er blevet imødekommet. Ser man på andre demonstrationer rundt omkring i verden, kommer der ofte først for alvor gang i maskineriet, når sikkerhedsstyrkerne trodser ordrer og begynder at holde med demonstranterne. Men det er ikke sket i Hviderusland på grund af frygt og manglende socialt sikkerhedsnet, sagde Tsepkalo: 

”I Hviderusland kan man sende folk fra politiet direkte i fængsel for ikke at følge ordrer. Og de tør ikke sige deres jobs op, fordi Hviderusland ikke har et socialt sikkerhedsnet. Hvis man mister jobbet, må man bruge egen opsparing, og hvis man ikke har en opsparing, må man låne af familie og venner.”  

Tsepkalo er dog ikke i tvivl om, at Lukasjenko snart må opgive magten:

”Det er jo i virkeligheden ikke mig, der er oppositionen,” påpegede han. 

”Mine holdninger viste sig at være mainstream. Det er jo Lukasjenko, der er oppositionen, og endda en lille en af slagsen, eftersom han kun støttes af 3 procent af befolkningen. Man kan ikke styre et land med så lidt støtte.” 

Ifølge Hvideruslands nationale valgkommission vandt Lukasjenko med lidt over 80 procent af stemmerne. Det er dog de færreste i Hviderusland, der stoler på valgresultatet. Tilbage i maj, da uafhængige onlineundersøgelser stadig var lovlige, fandt en undersøgelse, at Lukasjenkos opbakning kun udgjorde ubetydelige 3 procent. Sådan blev memet ’Sasha 3 procent’født, spredt til Hvideruslands befolkning og brugt i Tsepkalos kampagne til at understrege Lukasjenkos svindende støtte. Der kan næsten ikke herske tvivl om, at de officielle valgresultater var misvisende, men eksperter har dog anført, at onlineundersøgelserne især var populære i byerne, og at der kan være en vis diskrepans med udkantsområderne.

Hvad byder fremtiden?
Demonstranterne kræver, at Lukasjenko træder tilbage, løslader alle politiske fanger og afholder frie og retfærdige valg. Lukasjenko har uden held forsøgt at kvæle demonstrationerne med anholdelser og arbitrær vold mod demonstranterne. Politiet har tilbageholdt tusinder af demonstranter i løbet af den sidste måned, og dokumentation peger på, at hundreder er blevet tortureret. Senest blev oppositionsleder Maria Kolesnikova bortført på åben gade i Minsk og senere arresteret på grund af anklager om, at hun offentligt opfordrer folk til at overtage magten i landet.

Første skridt er ifølge Tsepkalo at stoppe volden mod civile. Hans langsigtede politiske ambitioner er således sat på hold, indtil hans kortsigtede mål er opnået. 

Internationale medier har spekuleret i sandsynligheden for en russisk invasion af Hviderusland. Dette afviser Tsepkalo blankt. Det er ifølge ham et usandsynligt scenarie, fordi oppositionen i Hviderusland har været fredelig og opsat på at bibeholde et godt forhold til Rusland. Dog er det værd at holde øje med, om demonstranterne i højere grad begynder at angribe politiet. Det kunne fra russisk side retfærdiggøre indblanding for at forhindre, at ”ekstremistiske bevægelser” overtager magten. Lånet fra Rusland til Hviderusland kan også være en indikator på, at Lukasjenko endelig har givet efter for dybere integration – og dermed at Hviderusland de facto bliver en russisk region. I sidste ende kan det dog vise sig, at Putin vil være tilbageholdende med at hjælpe Lukasjenko, især hvis der kommer en ny regering i Minsk, der er acceptabel for Moskva.

I EU er man også ved at vågne op og tage stilling. EU’s højtstående repræsentant, Josep Borrell, og kommissær for EU-udvidelse, Oliver Varhelyi, har fordømt ”uforholdsmæssig og uacceptabel statsvold mod fredelige demonstranter”. I flere EU-kredse mener man dog, at EU bør gå længere end fordømmelse og ‘overvågning af situationen’. Det bliver derfor spændende at se, om EU optager en mere proaktiv støttepolitik, hvor man aktivt beskytter og hjælper demonstranterne med at opnå deres krav. I så fald vil det være essentielt at indgå i nærmere dialog med Rusland. Hviderusland har brug for en ny regering samt politiske og økonomiske reformer – ikke en ny øst-vest-konfliktlinje.


Indlægget er først indsendt i Magasinet rØST d. 17.09.2020 og kan også tilgås linket.

Den største trussel mod EU i det kommende årti er hverken Kina, klima, Rusland eller flygtninge. Det er derimod en indre trussel, som, hvis den ikke bliver inddæmmet, risikerer at rive EU over i to. 
 
Af Andreas Gram Drachmann 
 
De illiberale og autokratiske tendenser, som man i disse år kan opleve i dele af Østeuropa, risikerer at undergrave hele det værdigrundlag, som den Europæiske Union bygger på. EU har alle dage været et liberalt demokratisk projekt, hvor individuelle borgerrettigheder, frihedsrettigheder og god regeringsførelse er helt centrale grundsten. 
 
Det er netop de rettigheder og demokratiske standarder, som Victor Orban, Jarosław Kaczyńsk m.fl. er ved at undergrave. Det sker blandt andet ved at øge regeringens mulighed for at kontrollere landenes uafhængige domstole, men i lige så høj grad gennem andre midler; Man får oligarkiske rigmænd tæt på regeringstoppen til at opkøbe de største nationale medier, man ændrer valgloven, så den favoriserer regeringspartiet, og man indretter lovgivningen, så den diskriminerer både seksuelle, nationale, religiøse, sproglige og etniske minoriteter. Ovenstående eksempler er alle ting, der allerede er foregået i flere østeuropæiske lande i løbet af de seneste par år. 
 
Brug for vilje og krav 
EU’s respons har hidtil været udtryk for både manglende vilje og kunnen. Kommissionen har eksempelvis ikke været villig til at suspendere den økonomiske støtte, der kommer fra landbrugsstøtten, selvom New York Times så sent som i oktober 2019 påviste den offentligt kendte Bruxelles-hemmelighed, at der er massiv svindel med EU’s landsbrugsstøtte i blandt andet Tjekkiet og Ungarn. Samtidig har Rådet for den Europæiske Union ikke kunne aktivere artikel 7, som vil fratage lande som Ungarn og Polen deres stemmeret i Rådet for deres brud på grundlæggende retsstatsprincipper. Det er en beslutning, der kræver enstemmighed, og her har de to lande dannet ring om hinanden.
 
Man bør helt generelt stille nogle meget strengere konditionalitetskrav til EU-medlemslandene, som modtager EU-midler.
Der bør være en budgetmekanisme i det kommende flerårige EU-budget, der sikrer, at hvis der sker misbrug eller hvis en regering sænker demokratiniveauet, så fører det automatisk til, at man bliver skåret i EU-støtte. 
Dernæst bør der afsættes flere penge til både forudgående og opfølgende kontrol med EU-midler. Det vil kræve flere penge til EU’s svindelagentur OLAF og Den Europæiske Revisionsret.
Derudover bør den fælles europæiske anklagemyndigheds rolle styrkes. Dette gøres bedst ved at øge institutionens budget og beføjelser til at agere uafhængigt af nationale myndigheder.
Endeligt bør aktivering af artikel 7 kunne lade sige gøre, hvis der kan samles et kvalificeret flertal i Det Europæiske Råd.
 
Andre prioriteter 
Hvis den illiberale trussel ikke skal forværres, er EU nødt at forbedre sine handlemuligheder. EU er også nødt til at vise, at man tager truslen seriøst, og at man er villig til at handle derefter. Om EU formår at gøre dette, er dog meget usikkert, da man også har en lang række andre prioriter såsom klima, flygtninge og en fælles udenrigspolitik man gerne vil komme videre med.

Af Julie Stendahl Ottesen / IPmonopolet
 
Fordi 70 % af demonstranterne er af det kvindelige køn, er den blå revolution i Sudan blevet udråbt til kvindernes kamp. I et land hvor 90 % af kvinder er omskårede og der er nedskrevet love om anstændig kvindelig påklædning, er det i vestlige øjne et særsyn at kvinder står forrest i revolutionens rækker. Men er kvinder i afrikanske revolutioner egentlig sådan et særsyn, og betyder dét nødvendigvis at den blå revolution er feministisk?
 
Til International Debats oplæg 'Kvindernes kamp for Sudan' tirsdag d. 3/12 deltog Kirsten Jørgensen (konsulent, social antropolog og international valgobservatør), Nils Karstensen (seniorrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp og Stig Jensen (lektor ved Afrikastudier). Det var en regnfuld tirsdag, men publikum var mødt talstærkt op. IPmonopolet var også på pletten, om end med vådt hår og en fugtig jakke.
 
Måske du har set, eller endda selv skiftet, dit profilbillede til en støvet blå farve og tilføjet hashtagget #BlueForSudan? Den blå revolution i Sudan har fået sit navn efter en oprører blev skudt af politiet, mens han prøvede at beskytte to sårede kvinder. I sorg skiftede familien til det samme profilbillede som den afdøde 26-årige ingeniør, Mohamed Mattar. Siden spredte billedet og hashtagget sig ud over internettet og bragte opmærksomhed på revolutionen i Sudan.
Lige så overraskende det var, at det blå profilbillede gik viralt, lige så overraskende var revolutionens udbrud.  Niels Karstensen påpegede at revolutionen var særlig speciel i det den startede langt væk fra hovedstaden, i byer som vil svare til Hjørring og Vejle. Den spredte sig som en steppebrand og få måneder efter, endte den foran militærets hovedsæde i hovedstaden i Khartoum. Det var d. 11. april, og diktatoren Omar al-Bashir blev sat af som leder af Sudan. Fredelige demonstrationer for demokrati fortsatte efter afsættelsen, indtil de blev slået hårdt ned på af Sudans paramilitære styrker i juni. Det var her, det blå profilbillede gik viralt. Derfor er spørgsmålet nu, hvorhenne de 70 % af demonstrerende kvinder står i disse kampe og hvorvidt Sudan overhovedet vil få sit demokrati.
 
​​ Twitter-konto med blåt profilbillede og tilhørende #BlueForSudan.

 
Karstensen kommenterede også at revolutionen har rod i mange forskellige problemstillinger, der ikke kun vedrører kvinders kamp for ligestilling. Officerer og fagforeninger har også haft deres indsigelse i opstanden, der startede med, at brødpriserne steg en grad for meget. Derfor kan det være en ufuldendt vinkling af den blå revolution, når man siger, at det er kvindernes kamp. Dette fokus kan være et udtryk for vestens pådutning af vestlige værdier på ikke-vestlige landes udvikling. Det var noget som en tilhører fra publikum kommenterede, og som fik Stig Jensen til at nikke meget bekræftende. Som Jensen startede sit oplæg med at sige: ”økonomien bestemmer udviklingen”, og da dette har været en revolution der bekæmper stigende brødpriser fremfor patriarkatet, kan man så tvivl om hvorvidt det egentlig er den feministiske revolution, den er udråbt til af vestlige
medier.
 
Så hvad med de demonstrerende kvinder? Til trods for at der har været ledende kvindelige figurer og 70 % af oprørerene var kvinder, er deres udsigt til et opgør med traditionelle kønsnormer, ægteskaber med fætre og omskæringer af små piger, ikke gode. Udover den økonomsiske ulighed og korruption, har det være ikonets Alaa Salahs mærkesag at bekæmpe uligheden kønnene imellem. Der er altså et element af feminisme og kvindekamp i revolutionen, som Jørgensen bemærker. Men når revolutionen lukker ned og forhandlinger starter, ender kvinderne med at blive skubbet uden for døren. Derfor får de sjældent deres krav opfyldt, og kønsnormerne står til at overleve revolutionen.
 
Til slut spørges panelet om hvorvidt opstandens største håb, kampen for demokrati, vil gå i opfyldelse. Til det svarer Jørgensen at hun ser deliberation og konsensussøgen i mødet indimellem sudaneserne selv og har derfor forhåbninger om at demokrati kan stables på benene såfremt korruptionen bekæmpes. Niels Karstensen er enig i at korruption er Sudans største demokratiske problem, og Stig Jensen spår derfor den blå revolutions mål trange kår. For Jensen er demokrati svært at gennemføre, fordi det ikke er nok at fjerne præsidenten. Det understreger Jensen ved at pointere at livstidspræsidenter i Afrika i hans øjne er en uddøende race. Mange af landende er netværksledt, og det er derfor en lille elite der sidder på al magten. Hvem der er præsident, har mindre betydning. Den afsluttende note er derfor, at netværk må brydes eller infiltreres, hvis demokrati og kvinders rettigheder skal have en fremtid i Sudan.

Foto af William Bossen fra Unsplash. Havisen i Arktis spås at være smeltet væk i løbet af få årtier. Det åbner op for at regionen kan blive et centralt område for ressourceudvinding og nye handelsruter.

Af Jonas Bredal​ / Statskundskabsstuderende

​Arktis har traditionelt set været et lavspændingsområde uden den helt store aktivitet. Nordøstpassagen som i fremtiden forventes at kunne forbinde Europa og Asien gennem en sørute nord om Rusland har været, og er endnu, for isdækket til at være rentabel at bruge. Naturressourcerne som man har troet kunne bringe milliarder til Grønland og andre arktiske nationer har af flere omgange vist sig for besværlige og omkostningstunge at udvinde. Sikkerhedspolitisk har der været en balance, hvor Rusland og USA ikke har haft et behov for at opruste overfor hinanden. Meget tyder dog på, at isens langsomme afsmeltning og deraf fornyet interesse for regionen har bragt forholdet mellem de involverede parter ind i en mere anspændt situation.
 
Øget oprustning i området
Ifølge en artikel fra Financial Times har Rusland investeret milliarder af dollars på 7 militære baser i det arktiske område siden 2013. Det tæller blandt andet etableringen af en base på Nagurskoye ved Franz Josef Land-øgruppen. En base, som ligger i tæt nok afstand til at fly, der letter fra basen, kan ramme Thulebasen i Nordgrønland. USA tolker Ruslands ageren som offensiv og har derfor i samme ombæring oprettet en flåde for regionen. Dertil forventes det, at amerikanerne i de kommende år også vil søge at opruste på Grønland. Det kan både ske ved øget militær tilstedeværelse og etableringen af en ny base eller ved investering i infrastruktur, der sikrer at Grønland er i stand til at modtage større amerikanske militærfartøjer. Donald Trump lykkedes som bekendt ikke med at købe Grønland, og Danmark har derfor mulighed for at påvirke amerikanernes oprustning i landet og dermed sikre, at det ikke foregår på en måde, der forværrer konfliktniveauet i regionen unødigt meget.







Pressekonference i forbindelse med åbningen af Arctic Media School i Murmansk, Rusland arrangeret af the Alexander Gorchakov Public Diplomacy Fund.
 
Forstå de russiske interesser
Igennem International Debat fik jeg fra den 14.-18. oktober mulighed for at deltage i en medieskole om Arktis i Murmansk, der ligger helt oppe i det nordlige Rusland og er den største by nord for polarcirklen. Opholdet fandt sted på en af russernes gamle atomisbrydere og var arrangeret og betalt af en russisk fond startet af forhenværende præsident Dmitry A. Medvedev. En naturlig reaktion er at forholde sig skeptisk, hvilket man også bør, men konferencen gav også en mulighed for at bedre at forstå russernes perspektiver på emnet. 
 
Ved en af de første sessioner på konferencen fik jeg anledning til at spørge den russiske ambassadør for Arktis, hvordan Rusland ville reagere på øget amerikansk tilstedevær på Grønland. Han svarede bestemt, at dette ikke ville være godt for freden i regionen, og henviste til at russerne, modsat USA, ikke har militære anlæg i andre lande i Arktisk. Maria Lagutina, viceinstitutleder for International Politik på Skt. Petersborgs Statsuniversitet, understregede i en senere session, at russernes forøgede militærbudget i Arktis kun kommer af defensive hensyn. En vurdering som også i en vis grad er blevet understøttet af både Forsvarets Efterretningstjeneste og Hans Mouritzen fra DIIS.
 
Rusland er en central aktør i Arktis, og det derfor vigtigt at prøve forstå de russiske interesser i regionen. Rent geografisk så ligger omtrent en tredjedel af landet nord for polarcirklen og dækker helt fra Norge til Alaska. Rusland er derfor den klart største arktiske nation og har derfor legitime interesser i at præge regionens udvikling og sikre opretholdelse af suverænitet. Desuden er landets økonomi i stor grad bundet op på olie og gas og ved udsigt til en smeltende havis, kan det vise sig at blive et område for nye ressourcer. Dertil har Kina udvist interesse i at oprette en ”polar silkevej” nord om Rusland som en del af deres enorme Belt and Road infrastrukturprojekt. Det gør naturligvis russerne opmærksomme på sårbarheden af deres enorme nordlige grænse. Arktis handler derfor for russerne i stor grad om økonomiske interesser og opretholdelse af suverænitet.
 
Danmark har en særlig interesse i at forstå Ruslands Arktisstrategi og sikre, at vi er på nogenlunde talefod. Både Danmark og Rusland har nemlig gjort krav på et enormt område omkring nordpolen, som direkte overlapper med hinanden. Der kan derfor indenfor en overskuelig årrække komme direkte forhandlinger om grænsedragning. Desuden har vi lagt os fast på nogle ret ambitiøse klimaambitioner og med Arktis som et muligt område for handelstransport og ressourceudvinding, kan det vise sig at være nødvendigt, at Danmark gør opmærksom på klimahensyn, hvis dette ikke fuldstændig skal tilsidesættes for økonomiske interesser.
 
Danmark spiller en direkte rolle
Ovenstående viser tydeligt, hvordan Arktis adskiller sig fra mange udenrigspolitiske emner. Arktis er ikke ligesom Syrien, Ukraine eller Hongkong, hvor danske politikere måske nok har en holdning til tingenes gang, men hvor Danmark ikke er en direkte impliceret part og derfor spiller en begrænset rolle. Det er et område, hvor Danmark i kraft af Rigsfællesskabet er direkte involveret og derfor har unikke muligheder for at være med til at præge den videre udvikling. Derfor kan man som politisk interesseret med god grund holde sig opmærksom på emnet i de kommende år.

På årsdagen for det terrorangreb, der sendte chokbølger henover hele verden, holdt International Debat opstartsdebat om det anspændte forhold mellem USA og Iran. Omkring 150 studerende mødte op for at høre, hvad Iran-kender, Misha Zand, USA-ekspert, Philip Christian Ulrich, og moderator, Anne Sofie Allarp, havde at sige om emnet. Og emnet bliver næppe mere aktuelt, eftersom den danske regering weekenden forinden nedstemte den amerikanske anmodning om at sende et flådebidrag til Hormuzstrædet. Hadforholdet mellem USA og Iran har således også været anledning til et vendepunkt i den danske udenrigspolitik overfor USA, som ellers ofte er foregået med ja-hatten på. Derudover fyrede Donald Trump sin sikkerhedsrådgiver, John Bolton, dagen forinden debatten på grund af uenigheder omkring Iran.
Debatten foregik heller ikke uden uenigheder, men én ting stod klokkeklart: USA og Iran hader hinanden, og hadforholdet risikerer at eskalere, hvis ikke der kommer et godt alternativ til den atomaftale, som tilsyneladende ikke står til at redde. Atomaftalen sikrede nemlig ikke blot, at Iran ikke udvikler atomvåben, men var også fundamentet for vigtige diplomatiske forbindelser mellem de to lande.

Aftalen sikrede diplomati
”Fra en dødsdømt radio, til en dødsdømt atomaftale”, startede Misha Zand sit oplæg med at sige efter at være blevet introduceret af moderatoren, Anne Sofie Allarp, fra Radio24syv. 
Atomaftalen blev oprettet i 2015 efter 13 års forhandlinger, hvor hvert eneste ord og komma blev gransket, debatteret og forhandlet hjem. Atomaftalen skulle sikre, at Iran kun beriger en begrænset mængde uran, og til gengæld skulle USA og andre vestlige lande droppe sanktionerne mod Iran. 
”Det vigtigste omkring atomaftalen var agenturet af diplomati, der opstod med aftalen. I 2013 gav John Kerry, USA’s daværende udenrigsminister, hånden til Irans udenrigsminister, Javad Zarif. Det var det første håndtryk mellem højtstående diplomater fra hvert af de to lande siden Den Iranske Revolution i 1979,” sagde Misha. 
Men i 2015 reagerede præsident Trump på israelske efterretninger om, at Iran er begyndt at berige uran fra et uautoriseret område i landet og i mængder, som overgår, hvad atomaftalen tillader. Derfor skrottede Trump aftalen, og genindførte sanktionerne i et så stort omfang, at det går hårdt ud over den iranske befolkning og private selskaber, der opererer i landet. Sanktionerne er nemlig også rettet mod selskaber, der har investeringer eller samhandel med Iran, idet de bliver udelukket fra det amerikanske marked. De tvinges dermed til at vælge imellem Iran og USA, og det valg er ikke overraskende oftest til USA's fordel.

Iran - en uselvstændiggjort stat
”Hvis man spørger iranerne og beder dem beskrive forholdet til USA, så lyder det: undertrykkelse, mangel på respekt og frarøvelse af selvstændighed. Iran’s nyere historie har været en legeplads for samtidens store magter, og USA og Storbritannien spillede en afgørende rolle i forhold til at placere de konger, der herskede før 1979. Iranerne har endnu ikke tilgivet dem for at vælte Mossadegh, Irans første demokratisk valgte premierminister i 1953. USA og Storbritannien brød sig ikke om Mossadgh pga. hans socialistiske idéer og demokratiseringen af olie, som ville berige den almene iraner. Det var begyndelsen på hadforholdet,” påpeger Misha. 
Efter atomaftalen i 2015 blev Iran det mest overvågede land i verden, hvilket igen gav Iran anledning til at påpege manglende selvstændighed og rettigheder på lige fod med andre lande, som også beriger uran. Med aftalen forpligter Iran sig nemlig til ekstraordinær grundig overvågning, verifikation og inspektion fra Det Internationale Atomenergiagentur. Til gengæld gjorde ophævelsen af forhenværende sanktioner, at Irans økonomi igen blomstrede, samt at kriser og misforståelser kunne løses gennem en enkel telefonopringning. Det skete for eksempel i 2016, da Iran tilbageholdt amerikanske marinesoldater, som angiveligt havde krydset iransk farvand, hvilket dog blev nægtet af USA.
”Det var netop den diplomatiske forbindelse, som gjorde, at man kunne undgå situationer, som den man ser i dag i Hormuzstrædet, hvor USA øger sin militære tilstedeværelse, og vi risikerer militærkonfrontation,” sagde Misha.

USA vil knække Iran og give stafetten videre
Da det blev USA-ekspert Philip Christian Ulrichs tur til at holde oplæg, tog han ikke ligefrem USA eller Trump i forsvar. For Trump handler det tilsyneladende mere om at afvikle Obamas bedrifter end om at bevare diplomatiske forbindelser.
”Fra et amerikansk perspektiv, skal vi se forholdet i regional kontekst. USA kan ikke lide Iran, men de vil også virkelig gerne ud af Mellemøsten. Så strategien er at fokusere på Israel og Saudi Arabien, så de kan agere regionale hegemoner med USA som allierede. Og det kræver, at man knækker Iran,” sagde Philip og påpegede dertil, at Trump-administrationen ihærdigt prøver at overføre atomteknologi til Saudi Arabien som en erkendelse af, at Iran nok også kommer til at besidde atomvåben på et tidspunkt.
Efter oplæggene fra de to eksperter og en ivrig samtale med panelets moderator, blev der åbnet for spørgsmål fra salen. Især ét spørgsmål vakte eftertanke: ”Hvad skal der ske, når USA har knækket Iran – hvad er formålet?”, spurgte en studerende.
Til det svarede Philip: 
”Jeg er ikke sikker på, at amerikanerne overhovedet har en plan. Trumps primære motivation for at forlade atomaftalen var at fyre Obamas bedrift. Og så vil USA have et regimeskifte, men man ved ikke hvem det skulle være, eller hvad det skal føre til.” 
 
Iran var de største vindere i Irakkrigen
USA’s ønske om et regimeskifte er som bekendt ikke noget nyt. Det samme var for eksempel målet, da man gik ind i Irak i 2003. Men med Saddam Husseins fald overtog USA magten, og med USA’s tilbagetrækning, har Iran nu en optimal position i forhold til at øge deres indflydelse i Irak og nærområdet, hvormed de kan ses som den reelle vinder af Irakkrigen. Og selvom Iran militært står til at få tæv, hvis en krig på fastlandet skulle opstå, så findes der i dag andre måder at opnå indflydelse på. 
 
”Det Iran har været dygtige til, det er soft power. Når der bliver bombaderet i Afghanistan, bygger de skoler og hospitaler, og Irak er også afhængig af Irans elektricitet. Irans magt handler om, at de har været der i mange år, og de har investeret i deres nabolande, hvilket har meget betydning for et stærkt politisk forhold. Det er en klassisk strategi, som også blev brugt af Hizbollah i Libanon. Spørgsmålet er hvornår Iran løber tør for penge,” sagde Misha. 
 
Den 4. juli i år blev et iransk tankskib tilbageholdt i Gibraltar med hjælp fra britiske marinesoldater. Skibet i Gibraltar er ifølge Misha symbol på, hvor svært Iran har ved at sælge olie, og hvis ikke de kan sælge det, så har de ikke råd til nabostrategien. 
 
Philip påpeger dog, at USA også har andre bekymringer end Irans brug af soft power. 
 
”Hvis man spørger USA, hvor stærk iranerne er, handler det ikke om soft power, det handler om, at de er en destabiliserende faktor i Mellemøsten på grund af støtte til Hizbollah og houthi-oprørerne i Yemen. Hvis der udbryder konventionel krig i Mellemøsten, får Iran tæv. Det er derfor de signalerer i Hormuzstrædet, at de kan blokere adgangen til olie med meget enkle midler,” påpeger Philip. 

Er USA til at stole på?
Begge eksperter er enige om, at alle ville være bedre stillet med en atomaftale – også Europæerne, der nu er fanget i midten af hadforholdet. Iran har nemlig anmodet Europa om at skærme lande fra USA’s sanktioner, mens USA har anmodet om militær støtte til en mission i Hormuzstrædet – en anmodning, som de fleste europæiske lande har sagt nej til, og som også Danmark afviste sidste weekend.
Desværre var der et teknisk problem i atomaftalen, som gjorde, at Trump nemt kunne droppe atomaftalen. 
”Da aftalen blev hevet hjem, var Kongressen imod aftalen, hvilket gjorde, at aftalen praktisk talt er en aftale mellem Obama som præsident og Iran. Problemet er, at hvis det er en aftale mellem embedet, så kan embedet også opsige aftalen igen. Og det var det, der skete, da Trump kom til magten,” sagde Philip. 
”Alle andre vil prøve at genopbygge aftalen – men om det kan lade sig gøre kommer også an på Iranerne. De lavede en aftale med Obama, men detnytter ikke noget at skulle genforhandle, hver gang der kommer ny præsident. Det har skadet amerikansk diplomati, at man ikke stole på en aftale med landets forgænger. Til gengæld kan man spekulere i, om ikke aftalen blot kan kopieres til en ny med få ændringer og Trumps navn på,” forsatte han, og Misha er på dette punkt enig langt hen ad vejen.
”Hver eneste ord i denne her aftale betyder noget. Hvis Trump bliver genvalgt, er det vigtigt, at iranerne mødes med ham. Best scenario er at genopbygge et diplomatisk forhold. Worst scenario er selvfølgelig, at der opstår krig,” sagde Misha.
​
Trump vil mødes med Rohani
Måske er det diplomatiske forhold ikke så fjernt, som man ellers skulle tro. Trump fyrede primært John Bolton, fordi han var stærk modstander af Trumps personlige møder med hans ´fjender´. Senest luftede Trump idéen om at mødes med Irans præsident Hassan Rohani. Nogle mener, at fyringen mindsker risikoen for krig med Iran. Andre frygter, at der kommer yderligere kaos i Det Hvide Hus, hvis Trump får mere at skulle have sagt om USA’s udenrigspolitik. 
Som Philip sagde til debatten: ”Der er altså en mulighed for en lille opblødning, men i Trumps verden skal vi se det, før vi tror det.”

Tænker du også, ”udvikling i Østafrika, fedt! Gid jeg vidste noget, før jeg skal med til debatten på torsdag”. Så er vi to! Derfor har jeg allieret mig med Stig Eduard Breitenstein Jensen fra Center for Afrikastudier, som også deltager i debatten torsdag, og vil dykke lidt ned i, hvad der foregår, problematikkerne og konflikterne, og hvad Kina egentlig har med det hele at gøre. Da Østafrika er en stor region at forsøge at beskrive, vil jeg forsøge at give et bredt billede over situationen i regionen. 


Hvad er Østafrika?
Det første spørgsmål er måske, hvad er Østafrika egentligt? Det er ikke nødvendigvis entydigt defineret, men på UN-stats er opgivet en geografisk opdeling. Østafrika  inkluderer landene Burundi, Comorerne, Djibouti, Eritrea, Etiopien, Kenya, Madagaskar, Malawi, Mauritius, Mozambique, Rwanda, Seychellerne, Somalia, Sydsudan, Tanzania, Uganda, Zambia, Zimbabwe. Derudover ligger der en række britiske og franske besiddelser.
​
Nu har vi fået en geografisk opdeling, men det synes ikke at være nok. Jeg har
anvendt google (som anvender data fra verdensbanken) til at sammenligne
demografiske parametre landene imellem. Mens man, som afrikaforsker Stig Jensen gjorde mig opmærksom på, skal være varsom med at sammenligne disse data, da indrapporteringerne kan være af forskellig baggrund, så er det tydeligt, at østaterne Mauritius og Seychellerne skiller sig ud fra mængden (Seychellernes BNI pr. indbygger ligger omkring Portugal og Polens).

På baggrund af BNI pr. indbygger et kan derfor være svært at karakterisere Østafrika som en bare nogenlunde ensartet region.  Dette er selvfølgeligt også kun en af mange demografiske parametre, men det lader til at være en generel tendens, at disse to østater skiller sig ud.

Den demografiske udvikling
Før jeg kommer ind på de demografiske parametre, vil jeg gøre opmærksom på sammenlignelighedsproblemerne. Stig Jensen kommer med et eksempel på et trafikuheld, som i den vestlige verden ville give et positivt bidrag til vores BNP mens han i modsætning til dette siger: ”Jeg tror at de fleste afrikanerne, når der sker noget med dem, så er det ikke inkluderet i det flow der er.” Dette lille eksempel viser, at det kan være svært at sammenligne data om BNP på tværs af vesten og Østafrika.
Desuden påpeger han at i et land som Etiopien, bor hovedparten af befolkningen mere end én dags vandring fra en vej, så rigtigt meget af befolkningen tælles slet ikke med i landets økonomi. En tredje usikkerhedsfaktor som Stig Jensen nævner, er magthaveres interesse i at ændre ”tællemåde”, med det formål at give omverdenen et andet indtryk af økonomien i landet. Det skal derfor være klart, at de data jeg anvender er fejlbehæftede, men jeg finder det stadigvæk rimeligt at iagttage længerevarende eller mere generelle tendenser, men nærmere sammenligning landene imellem vil nok være at strække den.

Med forbeholdene i mente har jeg fået frembragt et plot over udviklingen i BNI pr. indbygger i Østafrika (korrigeret for inflation).

Det ses, at der mangler data fra nogle lande. Fx er der intet data fra Somalia og ikke noget data for de sidste 10 år i Djibouti. Når det så er sagt, lader der til siden årtusindskiftet, at være sket en økonomisk fremgang for befolkningerne. Det skal dog understreges at jeg her observerer en generel tendens. Der er som sagt vist lande, som der ikke er data for og usikkerhed i indberetningerne. Desuden lader det til, at der de seneste år har været en negativ vækst (pr. indbygger, korrigeret for inflation) i Sydsudan, Zambia og Mozambique.

Desuden er antallet af børn født pr. kvinde dalende. Men kan dette ses som et tegn på økonomisk udvikling? Det spurgte jeg Stig Jensen om:
”I byerne er det at få børn en omkostning. De skal betale for at gå i skole, de skal have skoleuniform osv. Hvis du bor ude på landet; så er det en forsikring. Forstået på den måde at dine børn, de kan hjælpe dig i produktionen, og når du bliver gammel, […] så kan de også hjælpe[red]. Så på den måde, så vil man gerne have rigtig mange børn, fordi det er en måde at sikre sig.”
Han tilføjer desuden at det ”for relativt nyligt” var 2/3 af afrikanerne, som boede på landet og at det, i nogle lande, er gået til i stedet kun at være cirka halvdelen. Så denne demografiske udvikling er nok i virkeligheden et udtryk for en urbanisering og således ikke nødvendigvis et udtryk for en forhøjet levestandard.

To måske mere uomtvistelige positive udviklinger er et fald i børnedødeligheden i alle landene, og en stigende gennemsnitslevealder. 

Pressefrihed og undertrykkelse
En væsentlig indikator for befolkningens frie adgang til information er pressefrihedsindekset. Nedenfor er et udklip fra ”2017 World Press Freedom Index”, som giver et mål for, hvor fri pressen er i de pågældende lande. Skalaen går fra lys gul, med enormt fri presse til gul, orange rød og til sidst sort for ingen pressefrihed.
​
Med hensyn til pressefrihed imponerer Østafrika ikke. Eritrea kan glæde sig over i år lige akkurat at blive slået af Nordkorea som landet med det dårligste pressefrihedsindeks. Også Djibouti, Somalia og Burundi når top 20 mens Rwanda lander på en 21’ende plads i de stater med mindst pressefrihed. Som presseetisk fyrtårn (over både Mauritius og Seychellerne) må det være Madagaskar, som, på tros af trænge økonomiske kår, sniger sig op som nummer 57 ud af 180 lande hvor det ligger på linje med Polen og Italien.

Jeg spurgte derfor Stig Jensen hvordan det kan være, at det står så skidt til. 
”Mange af de her samfund er meget unge. Og dvs. at dem der kommer til magten, […] de har ikke en enormt stærk legitimitet. Så på en eller anden måde så bliver de nød til at bruge en eller anden form for regulering i forhold til at holde sig på magten”
Og denne regulering opnås så ved at undertrykke og disciplinering af befolkningerne. Han nævner videre som eksempel, at mænd fx kan tvinges til års militærtjeneste ved trussel om livsvarigt fængsel.

En interessant pointe Stig Jensen kommer med er igen, at store dele af befolkningerne bor langt fra byerne. På den ene side betyder det, at rækkevidden ordensmagten har er begrænset. Men omvendt begrænser det også landbefolkningens mulighed for at påvirke magthaverne. Ydermere er der ikke organisationer i lokalsamfundet, som samler og mobiliserer denne, så selv ikke bybefolkningen har særligt gode muligheder for at samle sig imod magthaverne. Det giver, ifølge Stig Jensen, et enormt spillerum til magthaverne. 

Konflikterne
Som bekendt har mange af de konflikter i Afrika på den ene eller den anden måde rod i kolonitiden. Et vidt anerkendt problem er de arbitrært satte territorialgrænser, som hverken tager højde for etnicitet eller naturlige skæl. Jeg spurgte Stig Jensen om betydningen af koloniseringen for de konflikter, som er i regionen i dag.
Han forklarer, at udover de arbitrære grænsedragninger så har europæerne, fx i Rwanda, været med til at danne skellet mellem de etniske grupper, her Tutsier og Hutuer. I Rwanda opbyggede man et system, hvor man satte Tutsierne på magten, hvorved man konstruerer et tilhørsforhold til den ene eller den anden gruppe. Han tilføjer her at ”Der findes andre afrikanere, som ville sige at dybest set, er det den samme gruppe”. Der er altså en klar indikation for, at de etniske konflikter ikke nødvendigvis bare er skabt af, at forskellige etniske grupper er blevet skubbet sammen. Men også fordi selve kolonimagten har skabt et skel mellem de etniske grupper.
​
Et er at have spændinger de etniske grupper imellem, noget andet er at få tændt gnisten til at udløse en konflikt. Stig Jensen peger på, at sandsynligheden for konflikt efter kolonialiseringen kan kædes sammen med de institutioner, som kolonimagten har efterladt.
”Den måde englænderne gjorde det på. De lavede sådan decentralt. I deres kolonier der lavede de små England, med de samme institutioner som vi kender i England, hvor portugiserne og spanierne, jamen de var ikke interesserede i at have nogen speciel struktur dernede. De var bare interesserede i at have nogle miner fx […]”.

”Hvis man skal være benhård […] så kan man sige, de tidligere engelske kolonier. Deres overgang til selvstændighed, den var mere blød fordi der var nogle statslige institutioner og på den måde var der ofte også nogle magtstrukturer, som havde betydning for de her ting. […] Mange af de der tidligere spanske og portugisiske – der forlod de bare stederne. Så på den måde var der ofte konflikter; Angola, Mozambique, Vest Sahara, Somalia, der er nogle eksempler på nogle områder, som har været meget konfliktfyldte fordi, lige pludseligt var der et totalt tomrum.” 
Den åbne magtkamp som nogle kolonimagter har efterladt, har altså for nogle lande været gnist til kampe imellem grupperne internt i landet. Det skal selvfølgelig ikke forstås som, at institutioner betyder ingen konflikt (folkemordet i Rwanda er et godt eksempel på, at det ikke er så simpelt), men det er en tendens som Stig Jensen observerer.
Skal det generelt ses som etniske konflikter […] eller er der andre typer af konflikter?
”Etnicitet spiller en rolle men der er også mange andre konflikter omkring adgang til naturressourcer og noget kan også være ideologi og sådan noget lignende.” 
 
Er der demokratiske stater i regionen?
Ikke overraskende bliver det i høj grad et spørgsmål om, hvad man kalder et demokrati. Stig Jensen siger dog, at siden midt 80’erne – 90’erne har demokratiske valg været på fremmarch i Afrika. Men han pointerer ligeledes, at valg nogle steder, ligesom i Kenya i øjeblikket, skaber uro, da det betyder så meget, hvem der vinder valget. Det giver nemlig direkte adgang til den politiske og i nogen grad også den økonomiske magt.(Jensen 2017)
Som et eksempel på et autoritært styre som har overtaget den demokratiske proces, nævner han Paul Kagame i Rwanda, som allerede dagen før valget kunne fejre sin sejr (de lå som nævnt tidligere også som det 21’ende værste land ud af 180 lande i pressefrihedsindex). Så det kan altså være svært at sige, hvor demokratiske staterne er i regionen. Men afrikaforskeren er ikke pessimist omkring den demokratiske udvikling:
”Det jeg synes jeg kan se i den senere tid, det er, at der er en tendens til mere åbne valg.”
 
Hvad har Kina med det hele at gøre?
Hvordan Kina er blevet en del af udviklingsproblematikken i Afrika forekommer mig lidt overraskende, så jeg har spurgt Stig Jensen, hvad Kina har med det hele at gøre.
Kina oplevede, efter de havde slået demonstranterne ned på Den Himmelske Fredsplads, sanktioner fra vesten. Derfor blev de opmærksomme på, at de havde behov for nogle nye samarbejdspartnere. Desuden har de med deres boomene økonomi haft et enormt behov for naturressourcer, og om dette siger Stig Jensen: ”Hvis jeg nu skal være benhård. Så vil jeg sige, hvis du vil have naturressourcer, og du vil have billige naturressourcer; så er der intet sted, der er nært så godt som Afrika. Det boomer med naturressourcer. Så selvfølgelig gik de benhårdt ind i dem. Og de skabte også asymmetriske relationer, dvs. de var meget stærke. De vidste hvad de skulle gå efter, og de afrikanske lande var meget svage, så de fik nogle rigtigt gode deals.”  
Kinas tilstedeværelse er altså en blanding mellem at sikre sig, i form af flere handelspartnere og at de kan tage nytte af de svage staters ressourcer.
En vigtig pointe som han også nævner er desuden, at Afrika i høj grad er råvareproducenter og selve forarbejdningen, hvor en meget stor del af værdigevinsten ligger, sker uden for Afrika, hvorfor afrikanerne kun får meget lidt ud af de ressourcer de besidder.

Opsamling
Så hvor står vi egentlig? Der er, hvis man ser over en længere periode, fremgang på flere demografiske parametre, der er masser af naturressourcer og, hvis jeg må tage ham på ordet, så ser Stig Jensen en tendens til mere frie valg.

Men problemerne er stadig massive. Afrika er forsat primært råvareproducenter, hvorfor de kun får lille udbytte af deres ressourcer. Kina tager nytte af de svage stater og trækker naturressourcerne til Kina. Flere af de østafrikanske stater rangerer blandt de lande med mindst pressefrihed i verden, og der er stadig konflikter imellem de forskellige etniske grupper.
Der er mange problemer men også et par lyspunkter, så jeg håber at i føler jer oplyst og lidt mere klar til debatten. Vi ses på torsdag.


Kilder
“2017 World Press Freedom Index | Reporters Without Borders”. 2017. RSF. 2017. https://rsf.org/en/ranking.

“Indikatorer for verdensudvikling - Google Public Data Explorer”. 2017. 18. september 2017. https://www.google.dk/publicdata/explore?ds=d5bncppjof8f9_&met_y=ny_gnp_mktp_pp_cd&idim=country:SYC:MDV:CPV&hl=da&dl=da#!ctype=l&strail=false&bcs=d&nselm=h&met_y=ny_gnp_pcap_cd&scale_y=lin&ind_y=false&rdim=region&idim=country:SYC:BDI:COM:ERI:ETH:KEN:MDG:MWI:MUS:MOZ:RWA:SOM:TZA:UGA:ZMB:ZWE:DJI:SSD&ifdim=region&tstart=973465200000&tend=1478386800000&hl=da&dl=da&ind=false.

“Indikatorer for verdensudvikling - Google Public Data Explorer - Dødelighed under 5”. 2017. 18. september 2017. https://www.google.dk/publicdata/explore?ds=d5bncppjof8f9_&met_y=ny_gnp_mktp_pp_cd&idim=country:MUS:MDG:MRT&hl=da&dl=da#!ctype=l&strail=false&bcs=d&nselm=h&met_y=sh_dyn_mort&scale_y=lin&ind_y=false&rdim=region&idim=country:BDI:COM:ERI:ETH:KEN:MDG:RWA:MOZ:MWI:SOM:SSD:TZA:UGA:ZMB:ZWE:DJI&ifdim=region&tstart=1004914800000&tend=1478300400000&hl=da&dl=da&ind=false.

“Indikatorer for verdensudvikling - Google Public Data Explorer - Fertilitet”. 2017. 9. november 2017. https://www.google.dk/publicdata/explore?ds=d5bncppjof8f9_&met_y=ny_gnp_mktp_pp_cd&idim=country:MUS:MDG:MRT&hl=da&dl=da#!ctype=l&strail=false&bcs=d&nselm=h&met_y=sp_dyn_tfrt_in&scale_y=lin&ind_y=false&rdim=region&idim=country:BDI:COM:ERI:ETH:KEN:MDG:RWA:MOZ:MWI:SOM:SSD:TZA:UGA:ZMB:ZWE:DJI&ifdim=region&tstart=1004914800000&tend=1478300400000&hl=da&dl=da&ind=false.