En dødsdømt atomaftale og to lande, der hader hinanden

Iran med uran gør Trump nervøs, men en smadret atomaftale og sanktioner mod Iran har ødelagt diplomatiske relationer og efterladt en befolkning i nød. Vil USA knække Iran eller kan en ny aftale forhandles hjem?
Af Celine Emma la Cour / Næstformand 2019-2020, International Debat

---

På årsdagen for det terrorangreb, der sendte chokbølger henover hele verden, holdt International Debat opstartsdebat om det anspændte forhold mellem USA og Iran. Omkring 150 studerende mødte op for at høre, hvad Iran-kender, Misha Zand, USA-ekspert, Philip Christian Ulrich, og moderator, Anne Sofie Allarp, havde at sige om emnet. Og emnet bliver næppe mere aktuelt, eftersom den danske regering weekenden forinden nedstemte den amerikanske anmodning om at sende et flådebidrag til Hormuzstrædet. Hadforholdet mellem USA og Iran har således også været anledning til et vendepunkt i den danske udenrigspolitik overfor USA, som ellers ofte er foregået med ja-hatten på. Derudover fyrede Donald Trump sin sikkerhedsrådgiver, John Bolton, dagen forinden debatten på grund af uenigheder omkring Iran.
Debatten foregik heller ikke uden uenigheder, men én ting stod klokkeklart: USA og Iran hader hinanden, og hadforholdet risikerer at eskalere, hvis ikke der kommer et godt alternativ til den atomaftale, som tilsyneladende ikke står til at redde. Atomaftalen sikrede nemlig ikke blot, at Iran ikke udvikler atomvåben, men var også fundamentet for vigtige diplomatiske forbindelser mellem de to lande.

Aftalen sikrede diplomati
”Fra en dødsdømt radio, til en dødsdømt atomaftale”, startede Misha Zand sit oplæg med at sige efter at være blevet introduceret af moderatoren, Anne Sofie Allarp, fra Radio24syv. 
Atomaftalen blev oprettet i 2015 efter 13 års forhandlinger, hvor hvert eneste ord og komma blev gransket, debatteret og forhandlet hjem. Atomaftalen skulle sikre, at Iran kun beriger en begrænset mængde uran, og til gengæld skulle USA og andre vestlige lande droppe sanktionerne mod Iran. 
”Det vigtigste omkring atomaftalen var agenturet af diplomati, der opstod med aftalen. I 2013 gav John Kerry, USA’s daværende udenrigsminister, hånden til Irans udenrigsminister, Javad Zarif. Det var det første håndtryk mellem højtstående diplomater fra hvert af de to lande siden Den Iranske Revolution i 1979,” sagde Misha. 
Men i 2015 reagerede præsident Trump på israelske efterretninger om, at Iran er begyndt at berige uran fra et uautoriseret område i landet og i mængder, som overgår, hvad atomaftalen tillader. Derfor skrottede Trump aftalen, og genindførte sanktionerne i et så stort omfang, at det går hårdt ud over den iranske befolkning og private selskaber, der opererer i landet. Sanktionerne er nemlig også rettet mod selskaber, der har investeringer eller samhandel med Iran, idet de bliver udelukket fra det amerikanske marked. De tvinges dermed til at vælge imellem Iran og USA, og det valg er ikke overraskende oftest til USA's fordel.

Iran - en uselvstændiggjort stat
”Hvis man spørger iranerne og beder dem beskrive forholdet til USA, så lyder det: undertrykkelse, mangel på respekt og frarøvelse af selvstændighed. Iran’s nyere historie har været en legeplads for samtidens store magter, og USA og Storbritannien spillede en afgørende rolle i forhold til at placere de konger, der herskede før 1979. Iranerne har endnu ikke tilgivet dem for at vælte Mossadegh, Irans første demokratisk valgte premierminister i 1953. USA og Storbritannien brød sig ikke om Mossadgh pga. hans socialistiske idéer og demokratiseringen af olie, som ville berige den almene iraner. Det var begyndelsen på hadforholdet,” påpeger Misha. 
Efter atomaftalen i 2015 blev Iran det mest overvågede land i verden, hvilket igen gav Iran anledning til at påpege manglende selvstændighed og rettigheder på lige fod med andre lande, som også beriger uran. Med aftalen forpligter Iran sig nemlig til ekstraordinær grundig overvågning, verifikation og inspektion fra Det Internationale Atomenergiagentur. Til gengæld gjorde ophævelsen af forhenværende sanktioner, at Irans økonomi igen blomstrede, samt at kriser og misforståelser kunne løses gennem en enkel telefonopringning. Det skete for eksempel i 2016, da Iran tilbageholdt amerikanske marinesoldater, som angiveligt havde krydset iransk farvand, hvilket dog blev nægtet af USA.
”Det var netop den diplomatiske forbindelse, som gjorde, at man kunne undgå situationer, som den man ser i dag i Hormuzstrædet, hvor USA øger sin militære tilstedeværelse, og vi risikerer militærkonfrontation,” sagde Misha.

USA vil knække Iran og give stafetten videre
Da det blev USA-ekspert Philip Christian Ulrichs tur til at holde oplæg, tog han ikke ligefrem USA eller Trump i forsvar. For Trump handler det tilsyneladende mere om at afvikle Obamas bedrifter end om at bevare diplomatiske forbindelser.
”Fra et amerikansk perspektiv, skal vi se forholdet i regional kontekst. USA kan ikke lide Iran, men de vil også virkelig gerne ud af Mellemøsten. Så strategien er at fokusere på Israel og Saudi Arabien, så de kan agere regionale hegemoner med USA som allierede. Og det kræver, at man knækker Iran,” sagde Philip og påpegede dertil, at Trump-administrationen ihærdigt prøver at overføre atomteknologi til Saudi Arabien som en erkendelse af, at Iran nok også kommer til at besidde atomvåben på et tidspunkt.
Efter oplæggene fra de to eksperter og en ivrig samtale med panelets moderator, blev der åbnet for spørgsmål fra salen. Især ét spørgsmål vakte eftertanke: ”Hvad skal der ske, når USA har knækket Iran – hvad er formålet?”, spurgte en studerende.
Til det svarede Philip: 
”Jeg er ikke sikker på, at amerikanerne overhovedet har en plan. Trumps primære motivation for at forlade atomaftalen var at fyre Obamas bedrift. Og så vil USA have et regimeskifte, men man ved ikke hvem det skulle være, eller hvad det skal føre til.” 
 
Iran var de største vindere i Irakkrigen
USA’s ønske om et regimeskifte er som bekendt ikke noget nyt. Det samme var for eksempel målet, da man gik ind i Irak i 2003. Men med Saddam Husseins fald overtog USA magten, og med USA’s tilbagetrækning, har Iran nu en optimal position i forhold til at øge deres indflydelse i Irak og nærområdet, hvormed de kan ses som den reelle vinder af Irakkrigen. Og selvom Iran militært står til at få tæv, hvis en krig på fastlandet skulle opstå, så findes der i dag andre måder at opnå indflydelse på. 
 
”Det Iran har været dygtige til, det er soft power. Når der bliver bombaderet i Afghanistan, bygger de skoler og hospitaler, og Irak er også afhængig af Irans elektricitet. Irans magt handler om, at de har været der i mange år, og de har investeret i deres nabolande, hvilket har meget betydning for et stærkt politisk forhold. Det er en klassisk strategi, som også blev brugt af Hizbollah i Libanon. Spørgsmålet er hvornår Iran løber tør for penge,” sagde Misha. 
 
Den 4. juli i år blev et iransk tankskib tilbageholdt i Gibraltar med hjælp fra britiske marinesoldater. Skibet i Gibraltar er ifølge Misha symbol på, hvor svært Iran har ved at sælge olie, og hvis ikke de kan sælge det, så har de ikke råd til nabostrategien. 
 
Philip påpeger dog, at USA også har andre bekymringer end Irans brug af soft power. 
 
”Hvis man spørger USA, hvor stærk iranerne er, handler det ikke om soft power, det handler om, at de er en destabiliserende faktor i Mellemøsten på grund af støtte til Hizbollah og houthi-oprørerne i Yemen. Hvis der udbryder konventionel krig i Mellemøsten, får Iran tæv. Det er derfor de signalerer i Hormuzstrædet, at de kan blokere adgangen til olie med meget enkle midler,” påpeger Philip. 

Er USA til at stole på?
Begge eksperter er enige om, at alle ville være bedre stillet med en atomaftale – også Europæerne, der nu er fanget i midten af hadforholdet. Iran har nemlig anmodet Europa om at skærme lande fra USA’s sanktioner, mens USA har anmodet om militær støtte til en mission i Hormuzstrædet – en anmodning, som de fleste europæiske lande har sagt nej til, og som også Danmark afviste sidste weekend.
Desværre var der et teknisk problem i atomaftalen, som gjorde, at Trump nemt kunne droppe atomaftalen. 
”Da aftalen blev hevet hjem, var Kongressen imod aftalen, hvilket gjorde, at aftalen praktisk talt er en aftale mellem Obama som præsident og Iran. Problemet er, at hvis det er en aftale mellem embedet, så kan embedet også opsige aftalen igen. Og det var det, der skete, da Trump kom til magten,” sagde Philip. 
”Alle andre vil prøve at genopbygge aftalen – men om det kan lade sig gøre kommer også an på Iranerne. De lavede en aftale med Obama, men detnytter ikke noget at skulle genforhandle, hver gang der kommer ny præsident. Det har skadet amerikansk diplomati, at man ikke stole på en aftale med landets forgænger. Til gengæld kan man spekulere i, om ikke aftalen blot kan kopieres til en ny med få ændringer og Trumps navn på,” forsatte han, og Misha er på dette punkt enig langt hen ad vejen.
”Hver eneste ord i denne her aftale betyder noget. Hvis Trump bliver genvalgt, er det vigtigt, at iranerne mødes med ham. Best scenario er at genopbygge et diplomatisk forhold. Worst scenario er selvfølgelig, at der opstår krig,” sagde Misha.
​
Trump vil mødes med Rohani
Måske er det diplomatiske forhold ikke så fjernt, som man ellers skulle tro. Trump fyrede primært John Bolton, fordi han var stærk modstander af Trumps personlige møder med hans ´fjender´. Senest luftede Trump idéen om at mødes med Irans præsident Hassan Rohani. Nogle mener, at fyringen mindsker risikoen for krig med Iran. Andre frygter, at der kommer yderligere kaos i Det Hvide Hus, hvis Trump får mere at skulle have sagt om USA’s udenrigspolitik. 
Som Philip sagde til debatten: ”Der er altså en mulighed for en lille opblødning, men i Trumps verden skal vi se det, før vi tror det.”