Udviklingen i Østafrika

Af Marcus Melhedegaard Thomsen, International Debat 

---

Tænker du også, ”udvikling i Østafrika, fedt! Gid jeg vidste noget, før jeg skal med til debatten på torsdag”. Så er vi to! Derfor har jeg allieret mig med Stig Eduard Breitenstein Jensen fra Center for Afrikastudier, som også deltager i debatten torsdag, og vil dykke lidt ned i, hvad der foregår, problematikkerne og konflikterne, og hvad Kina egentlig har med det hele at gøre. Da Østafrika er en stor region at forsøge at beskrive, vil jeg forsøge at give et bredt billede over situationen i regionen. 


Hvad er Østafrika?
Det første spørgsmål er måske, hvad er Østafrika egentligt? Det er ikke nødvendigvis entydigt defineret, men på UN-stats er opgivet en geografisk opdeling. Østafrika  inkluderer landene Burundi, Comorerne, Djibouti, Eritrea, Etiopien, Kenya, Madagaskar, Malawi, Mauritius, Mozambique, Rwanda, Seychellerne, Somalia, Sydsudan, Tanzania, Uganda, Zambia, Zimbabwe. Derudover ligger der en række britiske og franske besiddelser.
​
Nu har vi fået en geografisk opdeling, men det synes ikke at være nok. Jeg har
anvendt google (som anvender data fra verdensbanken) til at sammenligne
demografiske parametre landene imellem. Mens man, som afrikaforsker Stig Jensen gjorde mig opmærksom på, skal være varsom med at sammenligne disse data, da indrapporteringerne kan være af forskellig baggrund, så er det tydeligt, at østaterne Mauritius og Seychellerne skiller sig ud fra mængden (Seychellernes BNI pr. indbygger ligger omkring Portugal og Polens).

---

BNI pr. indbygger korrigeret for inflation. Det ses at Seychellerne og Mauritius stikker langt ud fra resten af de østafrikanske lande.

BNI pr. indbygger korrigeret for inflation. Der lader til at være sket en positiv udvikling i BNP pr. indbygger i flere af landene.

På baggrund af BNI pr. indbygger et kan derfor være svært at karakterisere Østafrika som en bare nogenlunde ensartet region.  Dette er selvfølgeligt også kun en af mange demografiske parametre, men det lader til at være en generel tendens, at disse to østater skiller sig ud.

Den demografiske udvikling
Før jeg kommer ind på de demografiske parametre, vil jeg gøre opmærksom på sammenlignelighedsproblemerne. Stig Jensen kommer med et eksempel på et trafikuheld, som i den vestlige verden ville give et positivt bidrag til vores BNP mens han i modsætning til dette siger: ”Jeg tror at de fleste afrikanerne, når der sker noget med dem, så er det ikke inkluderet i det flow der er.” Dette lille eksempel viser, at det kan være svært at sammenligne data om BNP på tværs af vesten og Østafrika.
Desuden påpeger han at i et land som Etiopien, bor hovedparten af befolkningen mere end én dags vandring fra en vej, så rigtigt meget af befolkningen tælles slet ikke med i landets økonomi. En tredje usikkerhedsfaktor som Stig Jensen nævner, er magthaveres interesse i at ændre ”tællemåde”, med det formål at give omverdenen et andet indtryk af økonomien i landet. Det skal derfor være klart, at de data jeg anvender er fejlbehæftede, men jeg finder det stadigvæk rimeligt at iagttage længerevarende eller mere generelle tendenser, men nærmere sammenligning landene imellem vil nok være at strække den.

Med forbeholdene i mente har jeg fået frembragt et plot over udviklingen i BNI pr. indbygger i Østafrika (korrigeret for inflation).

---

Det ses, at der mangler data fra nogle lande. Fx er der intet data fra Somalia og ikke noget data for de sidste 10 år i Djibouti. Når det så er sagt, lader der til siden årtusindskiftet, at være sket en økonomisk fremgang for befolkningerne. Det skal dog understreges at jeg her observerer en generel tendens. Der er som sagt vist lande, som der ikke er data for og usikkerhed i indberetningerne. Desuden lader det til, at der de seneste år har været en negativ vækst (pr. indbygger, korrigeret for inflation) i Sydsudan, Zambia og Mozambique.

Desuden er antallet af børn født pr. kvinde dalende. Men kan dette ses som et tegn på økonomisk udvikling? Det spurgte jeg Stig Jensen om:
”I byerne er det at få børn en omkostning. De skal betale for at gå i skole, de skal have skoleuniform osv. Hvis du bor ude på landet; så er det en forsikring. Forstået på den måde at dine børn, de kan hjælpe dig i produktionen, og når du bliver gammel, […] så kan de også hjælpe[red]. Så på den måde, så vil man gerne have rigtig mange børn, fordi det er en måde at sikre sig.”
Han tilføjer desuden at det ”for relativt nyligt” var 2/3 af afrikanerne, som boede på landet og at det, i nogle lande, er gået til i stedet kun at være cirka halvdelen. Så denne demografiske udvikling er nok i virkeligheden et udtryk for en urbanisering og således ikke nødvendigvis et udtryk for en forhøjet levestandard.

To måske mere uomtvistelige positive udviklinger er et fald i børnedødeligheden i alle landene, og en stigende gennemsnitslevealder. 

Pressefrihed og undertrykkelse
En væsentlig indikator for befolkningens frie adgang til information er pressefrihedsindekset. Nedenfor er et udklip fra ”2017 World Press Freedom Index”, som giver et mål for, hvor fri pressen er i de pågældende lande. Skalaen går fra lys gul, med enormt fri presse til gul, orange rød og til sidst sort for ingen pressefrihed.
​
Med hensyn til pressefrihed imponerer Østafrika ikke. Eritrea kan glæde sig over i år lige akkurat at blive slået af Nordkorea som landet med det dårligste pressefrihedsindeks. Også Djibouti, Somalia og Burundi når top 20 mens Rwanda lander på en 21’ende plads i de stater med mindst pressefrihed. Som presseetisk fyrtårn (over både Mauritius og Seychellerne) må det være Madagaskar, som, på tros af trænge økonomiske kår, sniger sig op som nummer 57 ud af 180 lande hvor det ligger på linje med Polen og Italien.

Jeg spurgte derfor Stig Jensen hvordan det kan være, at det står så skidt til. 
”Mange af de her samfund er meget unge. Og dvs. at dem der kommer til magten, […] de har ikke en enormt stærk legitimitet. Så på en eller anden måde så bliver de nød til at bruge en eller anden form for regulering i forhold til at holde sig på magten”
Og denne regulering opnås så ved at undertrykke og disciplinering af befolkningerne. Han nævner videre som eksempel, at mænd fx kan tvinges til års militærtjeneste ved trussel om livsvarigt fængsel.

En interessant pointe Stig Jensen kommer med er igen, at store dele af befolkningerne bor langt fra byerne. På den ene side betyder det, at rækkevidden ordensmagten har er begrænset. Men omvendt begrænser det også landbefolkningens mulighed for at påvirke magthaverne. Ydermere er der ikke organisationer i lokalsamfundet, som samler og mobiliserer denne, så selv ikke bybefolkningen har særligt gode muligheder for at samle sig imod magthaverne. Det giver, ifølge Stig Jensen, et enormt spillerum til magthaverne. 

Konflikterne
Som bekendt har mange af de konflikter i Afrika på den ene eller den anden måde rod i kolonitiden. Et vidt anerkendt problem er de arbitrært satte territorialgrænser, som hverken tager højde for etnicitet eller naturlige skæl. Jeg spurgte Stig Jensen om betydningen af koloniseringen for de konflikter, som er i regionen i dag.
Han forklarer, at udover de arbitrære grænsedragninger så har europæerne, fx i Rwanda, været med til at danne skellet mellem de etniske grupper, her Tutsier og Hutuer. I Rwanda opbyggede man et system, hvor man satte Tutsierne på magten, hvorved man konstruerer et tilhørsforhold til den ene eller den anden gruppe. Han tilføjer her at ”Der findes andre afrikanere, som ville sige at dybest set, er det den samme gruppe”. Der er altså en klar indikation for, at de etniske konflikter ikke nødvendigvis bare er skabt af, at forskellige etniske grupper er blevet skubbet sammen. Men også fordi selve kolonimagten har skabt et skel mellem de etniske grupper.
​
Et er at have spændinger de etniske grupper imellem, noget andet er at få tændt gnisten til at udløse en konflikt. Stig Jensen peger på, at sandsynligheden for konflikt efter kolonialiseringen kan kædes sammen med de institutioner, som kolonimagten har efterladt.
”Den måde englænderne gjorde det på. De lavede sådan decentralt. I deres kolonier der lavede de små England, med de samme institutioner som vi kender i England, hvor portugiserne og spanierne, jamen de var ikke interesserede i at have nogen speciel struktur dernede. De var bare interesserede i at have nogle miner fx […]”.

”Hvis man skal være benhård […] så kan man sige, de tidligere engelske kolonier. Deres overgang til selvstændighed, den var mere blød fordi der var nogle statslige institutioner og på den måde var der ofte også nogle magtstrukturer, som havde betydning for de her ting. […] Mange af de der tidligere spanske og portugisiske – der forlod de bare stederne. Så på den måde var der ofte konflikter; Angola, Mozambique, Vest Sahara, Somalia, der er nogle eksempler på nogle områder, som har været meget konfliktfyldte fordi, lige pludseligt var der et totalt tomrum.” 
Den åbne magtkamp som nogle kolonimagter har efterladt, har altså for nogle lande været gnist til kampe imellem grupperne internt i landet. Det skal selvfølgelig ikke forstås som, at institutioner betyder ingen konflikt (folkemordet i Rwanda er et godt eksempel på, at det ikke er så simpelt), men det er en tendens som Stig Jensen observerer.
Skal det generelt ses som etniske konflikter […] eller er der andre typer af konflikter?
”Etnicitet spiller en rolle men der er også mange andre konflikter omkring adgang til naturressourcer og noget kan også være ideologi og sådan noget lignende.” 
 
Er der demokratiske stater i regionen?
Ikke overraskende bliver det i høj grad et spørgsmål om, hvad man kalder et demokrati. Stig Jensen siger dog, at siden midt 80’erne – 90’erne har demokratiske valg været på fremmarch i Afrika. Men han pointerer ligeledes, at valg nogle steder, ligesom i Kenya i øjeblikket, skaber uro, da det betyder så meget, hvem der vinder valget. Det giver nemlig direkte adgang til den politiske og i nogen grad også den økonomiske magt.(Jensen 2017)
Som et eksempel på et autoritært styre som har overtaget den demokratiske proces, nævner han Paul Kagame i Rwanda, som allerede dagen før valget kunne fejre sin sejr (de lå som nævnt tidligere også som det 21’ende værste land ud af 180 lande i pressefrihedsindex). Så det kan altså være svært at sige, hvor demokratiske staterne er i regionen. Men afrikaforskeren er ikke pessimist omkring den demokratiske udvikling:
”Det jeg synes jeg kan se i den senere tid, det er, at der er en tendens til mere åbne valg.”
 
Hvad har Kina med det hele at gøre?
Hvordan Kina er blevet en del af udviklingsproblematikken i Afrika forekommer mig lidt overraskende, så jeg har spurgt Stig Jensen, hvad Kina har med det hele at gøre.
Kina oplevede, efter de havde slået demonstranterne ned på Den Himmelske Fredsplads, sanktioner fra vesten. Derfor blev de opmærksomme på, at de havde behov for nogle nye samarbejdspartnere. Desuden har de med deres boomene økonomi haft et enormt behov for naturressourcer, og om dette siger Stig Jensen: ”Hvis jeg nu skal være benhård. Så vil jeg sige, hvis du vil have naturressourcer, og du vil have billige naturressourcer; så er der intet sted, der er nært så godt som Afrika. Det boomer med naturressourcer. Så selvfølgelig gik de benhårdt ind i dem. Og de skabte også asymmetriske relationer, dvs. de var meget stærke. De vidste hvad de skulle gå efter, og de afrikanske lande var meget svage, så de fik nogle rigtigt gode deals.”  
Kinas tilstedeværelse er altså en blanding mellem at sikre sig, i form af flere handelspartnere og at de kan tage nytte af de svage staters ressourcer.
En vigtig pointe som han også nævner er desuden, at Afrika i høj grad er råvareproducenter og selve forarbejdningen, hvor en meget stor del af værdigevinsten ligger, sker uden for Afrika, hvorfor afrikanerne kun får meget lidt ud af de ressourcer de besidder.

Opsamling
Så hvor står vi egentlig? Der er, hvis man ser over en længere periode, fremgang på flere demografiske parametre, der er masser af naturressourcer og, hvis jeg må tage ham på ordet, så ser Stig Jensen en tendens til mere frie valg.

Men problemerne er stadig massive. Afrika er forsat primært råvareproducenter, hvorfor de kun får lille udbytte af deres ressourcer. Kina tager nytte af de svage stater og trækker naturressourcerne til Kina. Flere af de østafrikanske stater rangerer blandt de lande med mindst pressefrihed i verden, og der er stadig konflikter imellem de forskellige etniske grupper.
Der er mange problemer men også et par lyspunkter, så jeg håber at i føler jer oplyst og lidt mere klar til debatten. Vi ses på torsdag.


Kilder
“2017 World Press Freedom Index | Reporters Without Borders”. 2017. RSF. 2017. https://rsf.org/en/ranking.

“Indikatorer for verdensudvikling - Google Public Data Explorer”. 2017. 18. september 2017. https://www.google.dk/publicdata/explore?ds=d5bncppjof8f9_&met_y=ny_gnp_mktp_pp_cd&idim=country:SYC:MDV:CPV&hl=da&dl=da#!ctype=l&strail=false&bcs=d&nselm=h&met_y=ny_gnp_pcap_cd&scale_y=lin&ind_y=false&rdim=region&idim=country:SYC:BDI:COM:ERI:ETH:KEN:MDG:MWI:MUS:MOZ:RWA:SOM:TZA:UGA:ZMB:ZWE:DJI:SSD&ifdim=region&tstart=973465200000&tend=1478386800000&hl=da&dl=da&ind=false.

“Indikatorer for verdensudvikling - Google Public Data Explorer - Dødelighed under 5”. 2017. 18. september 2017. https://www.google.dk/publicdata/explore?ds=d5bncppjof8f9_&met_y=ny_gnp_mktp_pp_cd&idim=country:MUS:MDG:MRT&hl=da&dl=da#!ctype=l&strail=false&bcs=d&nselm=h&met_y=sh_dyn_mort&scale_y=lin&ind_y=false&rdim=region&idim=country:BDI:COM:ERI:ETH:KEN:MDG:RWA:MOZ:MWI:SOM:SSD:TZA:UGA:ZMB:ZWE:DJI&ifdim=region&tstart=1004914800000&tend=1478300400000&hl=da&dl=da&ind=false.

“Indikatorer for verdensudvikling - Google Public Data Explorer - Fertilitet”. 2017. 9. november 2017. https://www.google.dk/publicdata/explore?ds=d5bncppjof8f9_&met_y=ny_gnp_mktp_pp_cd&idim=country:MUS:MDG:MRT&hl=da&dl=da#!ctype=l&strail=false&bcs=d&nselm=h&met_y=sp_dyn_tfrt_in&scale_y=lin&ind_y=false&rdim=region&idim=country:BDI:COM:ERI:ETH:KEN:MDG:RWA:MOZ:MWI:SOM:SSD:TZA:UGA:ZMB:ZWE:DJI&ifdim=region&tstart=1004914800000&tend=1478300400000&hl=da&dl=da&ind=false.

---