​Kvindernes kamp for Sudan

Af Julie Stendahl Ottesen / IPmonopolet
 
Fordi 70 % af demonstranterne er af det kvindelige køn, er den blå revolution i Sudan blevet udråbt til kvindernes kamp. I et land hvor 90 % af kvinder er omskårede og der er nedskrevet love om anstændig kvindelig påklædning, er det i vestlige øjne et særsyn at kvinder står forrest i revolutionens rækker. Men er kvinder i afrikanske revolutioner egentlig sådan et særsyn, og betyder dét nødvendigvis at den blå revolution er feministisk?
 
Til International Debats oplæg 'Kvindernes kamp for Sudan' tirsdag d. 3/12 deltog Kirsten Jørgensen (konsulent, social antropolog og international valgobservatør), Nils Karstensen (seniorrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp og Stig Jensen (lektor ved Afrikastudier). Det var en regnfuld tirsdag, men publikum var mødt talstærkt op. IPmonopolet var også på pletten, om end med vådt hår og en fugtig jakke.
 
Måske du har set, eller endda selv skiftet, dit profilbillede til en støvet blå farve og tilføjet hashtagget #BlueForSudan? Den blå revolution i Sudan har fået sit navn efter en oprører blev skudt af politiet, mens han prøvede at beskytte to sårede kvinder. I sorg skiftede familien til det samme profilbillede som den afdøde 26-årige ingeniør, Mohamed Mattar. Siden spredte billedet og hashtagget sig ud over internettet og bragte opmærksomhed på revolutionen i Sudan.
Lige så overraskende det var, at det blå profilbillede gik viralt, lige så overraskende var revolutionens udbrud.  Niels Karstensen påpegede at revolutionen var særlig speciel i det den startede langt væk fra hovedstaden, i byer som vil svare til Hjørring og Vejle. Den spredte sig som en steppebrand og få måneder efter, endte den foran militærets hovedsæde i hovedstaden i Khartoum. Det var d. 11. april, og diktatoren Omar al-Bashir blev sat af som leder af Sudan. Fredelige demonstrationer for demokrati fortsatte efter afsættelsen, indtil de blev slået hårdt ned på af Sudans paramilitære styrker i juni. Det var her, det blå profilbillede gik viralt. Derfor er spørgsmålet nu, hvorhenne de 70 % af demonstrerende kvinder står i disse kampe og hvorvidt Sudan overhovedet vil få sit demokrati.
 
​​ Twitter-konto med blåt profilbillede og tilhørende #BlueForSudan.

 
Karstensen kommenterede også at revolutionen har rod i mange forskellige problemstillinger, der ikke kun vedrører kvinders kamp for ligestilling. Officerer og fagforeninger har også haft deres indsigelse i opstanden, der startede med, at brødpriserne steg en grad for meget. Derfor kan det være en ufuldendt vinkling af den blå revolution, når man siger, at det er kvindernes kamp. Dette fokus kan være et udtryk for vestens pådutning af vestlige værdier på ikke-vestlige landes udvikling. Det var noget som en tilhører fra publikum kommenterede, og som fik Stig Jensen til at nikke meget bekræftende. Som Jensen startede sit oplæg med at sige: ”økonomien bestemmer udviklingen”, og da dette har været en revolution der bekæmper stigende brødpriser fremfor patriarkatet, kan man så tvivl om hvorvidt det egentlig er den feministiske revolution, den er udråbt til af vestlige
medier.
 
Så hvad med de demonstrerende kvinder? Til trods for at der har været ledende kvindelige figurer og 70 % af oprørerene var kvinder, er deres udsigt til et opgør med traditionelle kønsnormer, ægteskaber med fætre og omskæringer af små piger, ikke gode. Udover den økonomsiske ulighed og korruption, har det være ikonets Alaa Salahs mærkesag at bekæmpe uligheden kønnene imellem. Der er altså et element af feminisme og kvindekamp i revolutionen, som Jørgensen bemærker. Men når revolutionen lukker ned og forhandlinger starter, ender kvinderne med at blive skubbet uden for døren. Derfor får de sjældent deres krav opfyldt, og kønsnormerne står til at overleve revolutionen.
 
Til slut spørges panelet om hvorvidt opstandens største håb, kampen for demokrati, vil gå i opfyldelse. Til det svarer Jørgensen at hun ser deliberation og konsensussøgen i mødet indimellem sudaneserne selv og har derfor forhåbninger om at demokrati kan stables på benene såfremt korruptionen bekæmpes. Niels Karstensen er enig i at korruption er Sudans største demokratiske problem, og Stig Jensen spår derfor den blå revolutions mål trange kår. For Jensen er demokrati svært at gennemføre, fordi det ikke er nok at fjerne præsidenten. Det understreger Jensen ved at pointere at livstidspræsidenter i Afrika i hans øjne er en uddøende race. Mange af landende er netværksledt, og det er derfor en lille elite der sidder på al magten. Hvem der er præsident, har mindre betydning. Den afsluttende note er derfor, at netværk må brydes eller infiltreres, hvis demokrati og kvinders rettigheder skal have en fremtid i Sudan.

---

 Alaa Salah leder sang med demonstranter