Verdens mest forfulgte folkeslag

Artiklen er udgivet i samarbejde med IPmonopolet 
Af Randi Emilie Dahlen, IPmonopolet 

Dan Kitwood / Getty

Siden militæret begyndte sine aktioner mod rohingyabefolkningen i Myanmar i sommers, er omtrent en halv million flygtet over grænsen til Bangladesh. Et humanitært mareridt, siger FN’s generalsekretær. Etnisk udrensning eller folkemord, siger andre – og heller ikke for første gang. For rohyngiaerne er dette dog ikke et helt ukendt scenarie. De har været mål for militærets vrede siden 1970’erne. Hvad der gør situationen i år så speciel er skalaen af flygtninge – hvor over halvparten af befolkningen er blevet drevet på flugt på blot en måned – samt at landets statsminister tidligere er modtager af Nobels fredspris.

Myanmar er et land med cirka 50 millioner indbyggere og 135 anerkendte etniciteter, hvoraf bamar udgør majoriteten. En anden etnicitet, som er vigtig for denne historie, er rakhine, som bor i den fattige provins med samme navn vest i landet. Her holder også rohyngiaene til, men de er ikke anerkendt som en officiel etnicitet i Myanmar. Selve begrebet rohingya blev sågar forbudt i 2014, og myndighedernes navn for dem er bengali.

De fleste rohyngiaer er sunni-muslimer eller sufister. De færreste taler burmesisk, og da de ikke har krav på en højere uddannelse vælger mange at studere koranen efter grunduddannelsen. En begrænset adgang til sundhedssystemet har derudover ført til fejlernæring og sygdom samt en børnedødelighed, som er fire gange højere end det nationale gennemsnit. Rohyngiaerne har en begrænset bevægelsesfrihed og kan ikke flytte eller gifte sig uden tilladelse. Mange af dem har mistet land og ejendom til militærstyret og tvangsarbejde for myndighederne er almindeligt.
Rohingyaerne, som inden den nuværende flygtningekrise udgjorde mellem 800.000 til 1,2 millioner af myanmarerne, er den befolkningsgruppe, som for alvor er blevet marginaliseret under militærjuntaens styre. Deres problemer skyldes også lokale spændinger i deres hjemprovins Rakhine. Årsagerne til disse skal vi dog længere tilbage i historien for at forstå.


En ukendt oprindelse
Historien om rohingyaene er præget af stor usikkerhed. Dels fordi der ikke er bevaret mange historiske spor efter dem, og dels fordi flere historiske genfortællinger baserer sig på politisk sympati frem for historiske fakta. Men nogle fakta kan slås fast. Rakhine-provinsen var tidligere et kongedømme kaldt Arakan. En gang i middelalderen kom handelsmænd og missionærer fra Mellemøsten og bragte islam med sig til regionen. Det var også her, at rakhine-befolkningen migrerede til fra Burma.
​
Men da Burma invaderede i 1785 blev området nærmest tømt for mennesker som følge af henrettelser og deporteringer. Da Storbritannien fik kontrol over området i 1824 opfordrede de flygtninge fra provinsen samt indere og andre til at flytte dertil, fordi området havde frugtbar jord at dyrke og manglede arbejdskraft. I de næste år så man derfor en intens immigrationsstrøm til Rakhine, som rakhinefolket selv ikke var tilfreds med. Det var også her, at majoriteten af rohyngiaer kom til Myanmar, selv om et fåtal af dem sandsynligvis nedstammer fra dem, der beboede området inden den burmesiske invasion.


1940-tallet: Krig og selvstændighed
Under Anden Verdenskrig blev Burma invaderet af Japan, og briterne trak sig tilbage mod Indien. Men inden de forlod Rakhine forsynede de rohyngiabefolkningen med våben. Briternes ønskede at skabe en bufferzone mellem sig selv og japanerne. De valgte højst sandsynligt rohyngiaerne, fordi de ikke regnede med, at de som muslimer ville sympatisere med en buddhistisk invasionsmagt. Mange muslimer flygtede netop til Rakhine fra andre steder i landet, hvor japanerne havde kontrollen. Sammenstød og kampe fulgte, som forstærkede de etniske linjer mellem rohingya og rakhine.
Ved krigens afslutning krævede mange rohingyaer en belønning fra briterne for deres loyalitet til kronen. Nogle ville have selvstændighed fra Myanmar. Andre ville slutte sig til det tilgrænsende østlige Pakistan (i dag Bangladesh). Men resultatet blev, at både Rakhine-provinsen og rohyngiaerne forblev en del af Burma, som forhandlede sin selvstændighed fra briterne ledet af Aung San (faren til Aung San Suu Kyi) i 1948.
Ved de første parlamentsvalg blev mange rohingyaer blive valgt ind, heriblandt parlamentets første kvindelige medlem, Zura Beghum. Mange af disse arbejdede da også for at forbedre vilkårene for rohyngiaene. Og selv om disse ikke automatisk blev tildelt statsborgerskab, var det alligevel muligt at søge om det. I 1960 blev Rakhine endda omgjort til en egen administrativ zone i håb om at skabe mere autonomi for provinsen. Men den positive trend tog en skarp vending ved militærets statskup i 1962.


Et nyt og værre styre
Den burmesiske militærjunta, som nu var de nye magthavere, førte en propagandapolitik der blandede nationalisme og buddhistisk ekstremisme. Det fyrede op for buddhisters vrede mod rohyngiaerne men også andre minoriteter såsom den kinesiske minoritet. Buddhisters sultestrejk mod islamisk indflydelse i Rakhine kan således have været en af årsagerne til, at militæret i 1978 lancerede sin første offensiv mod rohingyaerne (kaldt naga min), som drev 200 000 flygtninge over grænsen til Bangladesh. De fleste blev dog tvangshjemsendt året efter.
Marginaliseringen af rohyngiaerne blev formaliseret i 1982, da en ny lov i praksis frarøvede dem deres statsborgerskab. Loven krævede nemlig, at man skulle dokumentere sit eget eller sin families ophold i Burma inden selvstændigheden i 1948. Da de fleste rohyngiaer ikke taler burmesisk og heller ikke havde den slags papirer tilgængelige. Med en pennestrøg var rohingyaerne således blevet verdens største statsløse folk.
Efter pres fra befolkningen om demokratiske reformer besluttede militærstyret at afholde valg i 1990, det første på 30 år. Aung San Suu Kyi og hendes parti vandt, men også et rohyngialedet parti fik fire pladser i parlamentet. Men militæret annulerede resultaterne kort tid efter og satte Suu Kyi i husarrest. Rohyngiaernes parti blev forbudt og lederne fængslet. I de kommende år blev flere offensiver mod rohingyaene igen lanceret, som sendte flere over grænsen mod Bangladesh som flygtninge.


Burma blev til Myanmar, men for rohyngiaerne blev det værre
Til trods for de demokratiske reformer som blev igangsat af militæret, og som blev applauderet af det internationale samfund som vigtige steg mod et friere og mere demokratisk samfund, er situationen faktisk vlevet stadig værre for rohingyaene. En voksende buddhistisk ultranationalisme har ført til mere mistro mod rohygiaerne, som kulminerede i 2012, hvor rakhine-folket selv angrebet rohyngiaerne. Undtagelsestilstand blev erklæret og urolighederne førte til yderligere hundredetusinder interne og eksterne flygtninge. Rakhine-folket har også protesteret mod NGO’er i provinsen for at favorisere rohyngiaerne. Eksempelvis førte omfattende protester mod Læger Uden Grænser i 2014 til at myndighederne forbød dem at arbejde i Rakhine.
I 2015 blev de midlertidige identifikationskort, som tidligere har sikret rohingyaene stemmeret, annulleret og tilbagetrukket af myndighederne. Dermed var der yderst få rohyngiaer som stemte ved valget, der ført til at Aung San Suu Kyi blev landets statsminister.
I 2016 igangsatte militæret nye represalier imod rohyngiaerne efter at man oplevede angreb på grænsevagter. Angrebet kom fra en militærgruppe som kalder sig Arakan Rohingya Salvation Army (ARSA), en organiseret oprørsgruppe som hævder de kæmper for rohingyaernes selvstændighed.


… og igen i år
Hvilket bringer os til sommerens grufuldheder. I løbet af få uger har det lykkedes at drive godt over halvdelen af rohingyaerne ud af Rakhine og Myanmar. I Bangladesh er disse i gang med at skabe verdens største flygtningelejr. Tusindevis er blevet voldtaget, slået ihjel eller angrebet af militære styrker og lokale ”mobs”, inden de nåede at krydse grænsen.
Imens har landets de facto leder og fredsprisvinder, Aung San Suu Kyi, forholdt sig svært passiv – endog defensiv i forhold til militærets handlinger. Rigtignok startede hun Rakhine-kommissionen i september 2016, som blev ledet af Kofi Annan. Men kommissionen skulle kun forholde sig til langsigtede muligheder ift. rohinhyabefolkningen og ikke adressere spørgsmålet om eventuelle overgreb. Da kommissionen fremlagde sin rapport i august i år, hvor de anbefalede myndighederne at standse militærets pågående angreb mod rohingyaene, sagde regeringen blot, at de ville tage anbefalingerne til efterretning. De meldte sågar ud, at de ville nedsætte en ny kommission for at implementere Annans anbefalinger.
I mellemtiden har Suu Kyi holdt en landsdækkende tale på national tv, hvor hun undgik at nævne flygtningestrømmen til Bangladesh og desuden anklagede internationale medier for at bias og for at viderebringe fejlinformation. Der svirrer også rygter om at ARSA tvangskonverterer ikke-muslimske rohyngiaer, at de er støttet af Saudi-Arabien, og at de selv har begået overgreb mod civile. Men meget lidt kan be- eller afkræftes, idet journalisters adgang til Rakhine har været svært begrænset. Suu Kyi har mødt massiv kritik fra det internationale samfund (repræsentanter fra DF og Alternativet undtaget). Det er dog vigtigt at forstå, at Suu Kyis magt i denne situation er begrænset.
Myanmars gældende grundlov fra 2008 giver nemlig militæret ansvar for grænsepolitik og sikkerhed. Hærchef, Min Aung, (siden 2011) er lige nu overhovedet for militæret. Han har desuden vetoret i parlamentet, ansvar for tre departementer og majoritet af stemmer i det nationale sikkerhedsråd. Dermed har hverken Aung San Suu Kyi eller præsident Htin Kyaw myndighed til at igangsætte tiltag som kan standse den militære aktivitet i Rakhine.
Det forklarer dog ikke, hvor Suu Kyis slet ikke har forholdt sig kritisk til hændelsen, særlig når man tænker på, at hun har en meget vidtgående platform i det internationale rum. Hendes håndtering er dog blevet godt modtaget nationalt af myanmarerne, som i det store og det hele lader til at have meget lidt sympati med rohyngiaerne


Hvad bunder problemet i?
Antagonismen mod rohyngiaerne har altså historiske rødder, som ikke nemt kan rives op. Det er heller ikke blot et spørgsmål om religion, idet en anden muslimsk minoritet kaldt Kamein rent faktisk er anerkendt af myndighederne. Selv om landet ikke er fri for andre etniske spændinger er det alligevel bemærkelsesværdigt hvor meget rohingyaene har skullet tåle de sidste årtier og særligt i år.
Måske det skyldes, at rohyngiaerne er nemmere syndebukke for det myanmarske militær og den gængse myanmarer, således at fokus flyttes væk fra landets øvrige problemer. Buddhistiske ledere i landet har i så mange år udtalt sig hadsk mod rohingyaerne, som gør det nemt at vende folkestemningen mod dem – det begynder at blive en rutine. Og måske er Aung San Suu Kyi selv for gammel, for manipuleret eller for bange til igen at tabe magten og måske også friheden, hvis hun forsøger at tale militæret midt imod. Sådan som situationen forholder sig nu er rogingyaene afhængige af international handling hvis flygtningestrømmen skal bremses. Og det gerne før Rakhine er fuldstændig tømt for Myanmars 136. folkeslag.


Om skribenten: Randi Emilie Dahlen er IPmonopolets chefredaktør og læser til kandidat i statskundskab, hvor hun specialiserer sig i international politik. Hun har en særlig interesse i glemte konflikter.

---

ID x IPM

International Debat udgiver i samarbejde med IPmonopolet en række artikler, der giver yderligere indsigt i de emner vi debatterer. 

---