Normaliseringen af Israel i Mellemøsten

​
I kølvandet på Israels seneste diplomatiske aftaler med De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Bahrain hersker der afgørende spørgsmål om regionens fremtidige udvikling: er det starten på normaliseringen af Israel i Mellemøsten? Og hvad er konsekvenserne for Palæstina?
 
Af Asiya Ahmed, Statskundskabsstuderende
 
To måneder efter Israel, De Forenede Arabiske Emirater og siden hen Bahrain underskrev en normaliseringsaftale holdte International Debat en debat om hvad aftalen betyder for fremtidens Mellemøsten. I panelet sad Lars Erslev Andersen, seniorforsker i migration og global orden på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Hans Henrik Fafner, journalist, Mellemøstekspert og forfatter og ordstyrer Jonas Parello-Plesner, direktør for Alliance of Democracies. Trods enkelte uenigheder i panelet var konklusionen meget klar: aftalerne er begyndelsen på kulminationen af en årelang normalisering af Israel i Mellemøsten. Hvornår det næste land hopper med på vognen er blot et spørgsmål om tid. Hvad der sker med palæstinenserne og en to-statsløsning er dog fortsat mindre klart.
 
 
Ikke en fredsaftale
At normaliseringsaftalen er en fredsaftale kan betyde en række forskellige ting: at aftalen baner vejen til fred i Mellemøsten, at aftalen baner vejen til fred mellem Israel, Emiraterne og Bahrain eller at aftalen baner vejen til fred mellem Israel og Palæstina. Og her var panelet meget enige om, at normaliseringsaftalen på ingen måde er en fredsaftale.
 
Fred i Mellemøsten?
Aftalen er klart historisk, da den sidste aftale mellem Israel og et arabisk land var med Jordan tilbage i 1994, men sidenhen har den overordnede udvikling i Mellemøsten vist et ryk hen imod Israel. ”På denne måde er normaliseringsaftalen ikke en fredsaftale, fordi den bekræfter en udvikling der har foregået over de sidste 20 år”, sagde både Fafner og Andersen. Denne udvikling er undervejs især blevet fremskyndet af Det Arabiske Forår, som har brudt med en nærmest reflekstilgang til, at man skal have en bred arabisk front mod Israel i Mellemøsten på grund af Palæstina. Det Arabiske Forår fik mange arabiske lande til at prioritere deres egne regime sårbarheder og folkelig utilfredsheder, hvilket betød en nedprioritering af solidariseringen med palæstinenserne. På denne måde er argumentet om, at normaliseringsaftalen fører til fred i Mellemøsten svagt, netop fordi Israel ikke opfattes som den største trussel i regionen og en stor del af den ufred der eksisterer udspringer af de arabiske stater selv.
 
Frem for fred skal vi nok nærmere forvente flere normaliseringsaftaler i den nærmeste fremtid, mente både Andersen og Fafner. Her var de enige i, at de mest oplagte lande i øjeblikket er Oman, Sudan og Saudi-Arabien. Den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, som egenrådigt forsøger at modernisere og åbne Saudi-Arabien op for omverdenen, er positiv over for en normaliseringsaftale, mens hans far, Kong Salman, ikke er. Men med kronprinsens tiltagende magt i landet er det meget muligt, at han får sin vilje. Desuden står Mohammed bin Salman i stor gæld til Trump, da sidstnævnte støttede kronprinsen efter det saudiarabiske styre fik ansvaret for drabet på den systemkritiske journalist, Jamal Khashoggi, i Tyrkiet i 2018. ’”Denne gæld kan han få fjernet, hvis han normaliserer forholdet til Israel”, sagde Andersen. Den eneste betænkelighed er, at Saudi-Arabien står i den situation, hvor de har de to helligste islamiske byer; Makkah og Medina, hvilket  gør deres manøvremulighed mere begrænset sammenlignet med Emiraterne. Det kan være afgørende for, om Saudi-Arabien normaliserer forholdet til Israel før eller efter det amerikanske præsidentvalg d. 03.11.
 
Fred mellem aftaleparterne?
Det er også svært at konkludere, at der banes vej til fred mellem Israel, Emiraterne og Bahrain, når de aldrig har været i krig. Derudover sammenligner man normaliseringsaftalen med Israel-Jordan fredsaftalen, hvor der var en eksalteret folkelig stemning i Israel. Den seneste historiske aftale har dog ikke ført til mere end en apatisk stemning. Baggrunden for dette afspejler sig i indenrigspolitiske faktorer. Lige nu står Israel over for en slem COVID-19 krise, ligesom resten af verden, men de oplever også en politisk og en økonomisk krise. Den seneste tid har været præget af voldsomme protester mod Netanyahus styre i Israel grundet hans håndtering af især den økonomiske krise. ”For at redde sig ud af den politiske krise har Netanyahu i lang tid holdt fast i Trumps fredsplan for Mellemøsten, som startede med at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem og derefter implicit gav grønt lys til, at Israel kunne annektere ca. 30% Vestbredden”, sagde Fafner. Netanyahus problem blev, at det resterende område af Vestbredden derfor ville blive givet til en palæstinensisk stat, hvilket de ideologiske bosættere og venstrefløjen ikke ville være med til. Derfor så han muligheden for normalisering af Israel i Mellemøsten som sin redningskrans. Imens han har investeret sin tid på forliget er den økonomiske krise blot blevet værre i Israel.
 
Man kan så spørge sig selv, at hvis det ikke var for fredens skyld, hvad forklarer så normaliseringsaftalen? En forklaring er, at aftalen er en forretningsaftale, især vigtig for Israel, som forsøger at komme ud af den økonomiske krise i så god behold som muligt. Med aftalen følger fantastiske eksportmuligheder fx med Emiraternes olierørledninger, som skal gennem Saudi-Arabien og ned til Israel og med israelernes ekspertise i landbrug, som de eksporterer til Emiraterne. Derudover er Emiraterne også begyndt at vise stor interesse for at investere yderligere i Israel, hvilket Fafner mener er en ”pudsig affære”. Det skyldes, at Emiraterne har købt et israelsk fodboldhold, som er berygtet for sine racistiske og islamofobiske tilhængere. Dette faktum viser, at økonomien spiller en meget vigtig rolle.
 
Men hvor det måske er økonomien der vejer tungest for israelerne, mener Erslev, at det for golfstaterne er sikkerhedspolitik, hvilket er den anden forklaring. Hvor nogen argumenterer for, at Iran eller Palæstina er årsagen til samarbejdet, mener Andersen, at Tyrkiet er svaret. Det store problem for de arabiske stater er, at Erdogans Tyrkiet rykker ind med en politik, om at mobilisere og sætte dagsordenen. Golfstaternes problem med Tyrkiet bunder ud i, at Tyrkiet siden Det Arabiske Forår har åbnet dørene til Det Muslimske Broderskab, som er på terrorlister rundt i Golfen (Bahrain, Saudi-Arabien, Egypten og Emiraterne). ”Når man altid taler om sunni-shia konflikten, så er det kun den ene side af mønten. Den anden side er en sunni-sunni konflikt, hvilket er de konservative monarkier plus Egypten og Jordan, som har et horn i siden på Det Muslimske Broderskab”, sagde Andersen. De to store succeser ved normaliseringsaftalen for Emiraterne er derfor, at de selv får et kæmpe løft af hele deres militær, ovenikøbet i samarbejde med Israel, og samtidigt får muligheden for at overbevise USA om, at Tyrkiet er en trussel mod regionen.
 
Fred mellem Israel og Palæstina? Er ideen om en to-statsløsning død?
I hele debatten og i normaliseringsaftalen, hvor der ingen redegørelse er om, hvad der vil ske med palæstinenserne, er de sat på et sidespor. På denne måde er en fred mellem Israel og Palæstina endnu udelukket. Palæstinensernes situation går konstant fra det værre til det endnu værre og intet tyder på, at den udvikling stopper lige foreløbigt. Hvad betyder normaliseringsaftalen så for palæstinenserne? Her er det enkle svar: ingenting, hvilket igen bekræfter, at aftalen ikke er en fredsaftale. Til gengæld er en del af Emiraternes argument for samarbejdet med Israel, at den arabiske boycott af Israel ikke har medført resultater på nogen måde. Derfor kan de nu argumentere bedre for palæstinensernes sag, når de er ’inde i varmen’. Men det fortsatte store problem for palæstinenserne er, at ingen internationale venner har, hvorfor Golfstaternes argument klinger hult. ”De er overladt til sig selv med en elendig ledelse i Ramallah og en endnu mere elendig ledelse i Gaza. De er trætte af ikke at se nogen som helst forbedring”, sagde Andersen. Når palæstinenserne spørger, hvad der kommer til at ske med dem svarer EU, Rusland og Kina, at vi må finde en to-statsløsning. Men der bliver ikke handlet på ordene.
En to-statsløsning er ikke officielt begravet, men den kan virke meget fjern, da den stort set ikke bliver diskuteret længere i Palæstina. Fafners bud på en positiv fremtid er således: ”I Israel mener man, at den største trussel mod israelernes hverdag er en palæstinensisk intifada. Det ser ud til, at både Israel og Palæstina er splittede samfund. Derfor må de finde deres identiteter først, før man kan komme videre med en fredsproces og en to-statsløsning”.