En kort sammenligning af udviklingen i Danmark, Sverige, Storbritannien og TysklandAf Jesper Jespersen, Professer ved Roskilde Universitets Center
Onsdag den 18. marts havde studenterforeningen International Debat inviteret til debat om ’dansk fastkurspolitik – er den holdbar?’. Auditoriet var fyldt med tilhørere, selv vindueskarmene blev taget i anvendelse. Det var helt øjensynligt et emne, der optog de studerende og med rette. Danmarks Nationalbank var inviteret til at give et 20 minutters oplæg, der blev efterfulgt af korte mundtlige kommentarer fra tre professorer, hvoraf jeg var den ene. Jeg er af arrangørerne blevet bedt om kort at sammenfatte min kommentar. Det er en næsten umulig opgave. Men jeg hæftede mig især ved ét overraskende forhold i nationalbankdirektørens power point oplæg, som jeg sidenhen har fulgt op på. Han ønskede ved en sammenligning af udviklingen i Danmark, Sverige og Storbritannien at give en datamæssig begrundelse for, at der har været en ’Stabil økonomisk udvikling i Danmark’. De af nationalbankdirektøren omhyggeligt udvalgte variable var 1. standardafvigelsen (dvs. variationen) i BNP, 2. i forbrugerpriser, 3 i effektiv valutakurs og endelig 4. den gennemsnitlige årlige inflation. Og ganske rigtigt lå disse fire udviklingsforløb i dansk favør. Fastkurspolitikkens succes afhænger af variablene Mit spørgsmål var derfor helt spontant, hvorfor viser nationalbankdirektøren ikke nogle langt mere centrale makroøkonomiske variable, der sædvanligvis benyttes til at vurdere dansk økonomis performance sammenlignet med lande, der har en hhv. fleksibel valutakurs (Sverige og Storbritannien) og fast valutakurs (Tyskland)? Jeg har efterfølgende set på tallene, og det er ikke nogen succeshistorie for dansk økonomi. Målt på stigning i BNP (i den af nationalbankdirektøren valgte periode 1997-2013 (2014 gør ingen forskel)) viser det sig, at Sverige og Storbritannien er vokset mere en dobbelt så hurtigt som dansk økonomi! End ikke Tyskland har Danmark kunnet følge med. Denne langsomme vækst har naturligvis smittet af på udviklingen i beskæftigelsen; i Danmark har beskæftigelsen været stort set uændret i gennem de betragtede 17 år, mens den i de øvrige lande er vokset med knap én procent om året! Højere omkostninger undergraver dansk erhvervsliv Denne forskel kan ikke være tilfældig. Det ville derfor have været helt åbenbart, om nationalbankdirektøren havde taget tyren ved hornene og analyseret, i hvilket omfang den faste valutakurs til Tyskland kan have virket som en bremse på dansk økonomi. Her springer navnlig et forhold i øjnene. De danske enhedslønomkostninger ULC er år for år steget væsentligt hurtigere end det tyske omkostningsniveau. I løbet af den betragtede periode er det danske omkostningsniveau steget med 49 pct. mens det tyske kun er steget med 16 pct. Det er undergravende for det danske erhvervsliv, at der ikke er en parallel udvikling i omkostningsniveauerne. Sådanne forskelle var om noget medvirkende til at tvinge de sydeuropæiske økonomier i knæ. Dansk økonomi har dog hidtil kunnet ride stormen af på grund af de betydelige olie- og gasindtægter parret med en teknologi-, design- og innovationseksport, der kun i mindre omfang er direkte afhængig af lønomkostninger og valutakurs. Men det kan næppe heller være en tilfældighed, at den danske eksport (opgjort i mængder) er vokset langsomst af de fire her udvalgte lande i den betragtede periode. Tilbage står dog at forklare den relativt lave arbejdsløshed i forhold til de tre andre; for umiddelbart fremstår dette som et paradoks i lyset af den svage BNP-vækst. Et forhold, der burde undersøges nærmere. Men da forklaringen herpå næppe primært skal søges i den førte valutakurspolitik, vil jeg – ligesom nationalbankdirektøren – tillade mig at lade dette spørgsmål ligge her. Jeg har i anden sammenhæng (se RÆSON, 26. marts 2015) begrundet, hvorfor der også er stærke teoretiske argumenter, der taler imod en fastkurspolitik, således som den praktiseres i Danmark. Et synspunkt som der er bred enighed om i stort set alle lærebøger i international økonomi. Her konkluderes det samstemmende, at et stift fastkurssystem har betydelige samfundsøkonomiske omkostninger og derfor sjældent er langtidsholdbart. Og her synes udviklingen i dansk økonomi ikke at udgøre en undtagelse – snarere tværtimod.
0 Comments
Leave a Reply. |
IDebattererDette er ID's nye tiltag "IDebatterer". Arkiver
April 2015
Kategorier |