International Debats (ID) samarbejde med NGO’en ’Dialogue of Civilizations’ (DOC) fortsætter! I år indsamler DOC essays om unge menneskers bud på hvordan vi vedligeholder internationalt samarbejde under presserende globale udfordringer og mindsket dialog mellem civilisationer. Der er præmier til de bedste essays.
Dialog mellem civilisationer og international debat må siges at være to sider af samme sag, så et samarbejde mellem de to organisationer virker oplagt. DOC har siden 2002 været med til at skabe dialog mellem verdens nationer blandt andet gennem deres årlige event ”Rhodes Forum”, hvor prominente politikere, debattører, akademikere og andre med ekspertise og/eller interesse inden for international politik mødes for at debattere verdens problemer og mulige løsninger.
Nu har DOC så fået øjnene op for, at studerende også skal være en del af debatten. Det er trods alt os, der i fremtiden skal realisere løsningerne!
Essay-konkurrence: Essay-konkurrencens tema er i år ‘Humanity and Global Challenges: How can we maintain international cooperation in the face of increasingly urgent global problems and decreasing dialogue between civilisations?' Her er konkurrencens mål at lære om studerende og unges syn på hvordan vi takler globale udfordringer med konkrete og handlingsfokuserede forslag, særligt ved at svare på ovenstående spørgsmål. Er et globalt fællesskab, baseret på et medmenneskeligt værdigrundlag, en holdbar løsning til at værne om vores verden sammen og promovere fredfuld sameksistens?
Er du træt af, at dine begavede pointer og indsigter kun læses af lektor og censor? Så brug din viden og del dine holdninger med ID og DOC ved at indsende et essay inden midnat d. 01. maj til [email protected]
Bidrager man med et vinder-essay, får man mulighed for at præsentere sit essay til Rhodes Forum 2020 samt ved andre internationale konferencer med tilstedeværelse af statsledere, ambassadører, topembedsmænd, virksomhedsejere og anerkendte professorer. Der er dertil en række fede præmier såsom et gratis, valgfrit sommerskoleophold.
Samarbejdet med DOC åbner ligeledes muligheden for, at alle IDs medlemmer kan deltage ved diverse fremtidige konferencer, events og seminarer.